VVS-firma: Abonnementsordning er konkurrenceforvridende

Det bliver alligevel muligt at få et fjernvarmeanlæg på abonnement i Dragør. Det har politikerne netop besluttet. Lokalt VVS-firma mener dog, at abonnementsordninger er konkurrenceforvridende.
Frank Jensen - Finlow
Frank Jensen, medindehaver af Finlow VVS, mener, at abonnementsordninger på fjernvarme er konkurrenceforvridende og også kan være socialt skævvridende. Arkivfoto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Abonnementsordninger på fjernvarme er konkurrenceforvridende. Det mener Frank Jensen, der er medindehaver af Finlow VVS og i øvrigt bestyrelsesmedlem af Københavns Blikkenslager- og VVS Laug.

Han har derfor – i lyset af at Dragør Kommune og Dragør Fjernvarme efter Energiankenævnets afgørelse har valgt at tilbyde fjernvarmeanlæg på abonnement – skrevet et fælles brev til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i Dragør.

»Selvom det kan virke som en uskyldig og fleksibel løsning for boligejere, har denne praksis alvorlige og ofte oversete konsekvenser, som jeg mener bør drøftes politisk og kommunalt, hvis vi ønsker en grøn omstilling, der også er økonomisk og socialt ansvarlig,« skriver Frank Jensen.

Han mener blandt andet, at abonnementsordninger – hvor man i stedet for at købe et fjernvarmeanlæg til omkring 50.000 kroner og derefter betale for service og reparationer kan få fjernvarmeanlæg på abonnement for cirka 3.500 kroner om året – kan give en social skævvridning.

»Mange af dem, der benytter sig af disse ordninger, er økonomisk velstillede og kunne selv have finansieret installationen. Det skaber en skævvridning, hvor offentlige midler indirekte bruges til private forbedringer – på bekostning af midler, der kunne være gået til for eksempel skoler, ældrepleje og lokal infrastruktur,« skriver han i sit brev til politikerne.

Små virksomheder taber

Frank Jensen mener også, at abonnementsordningerne er konkurrenceforvridende.

»Fjernvarmeselskaber har et naturligt monopol på energileverancen. Når de nu igen får mulighed for at tilbyde og finansiere installationsløsninger med støtte fra offentlige lån og budgetter, skabes en ulige konkurrencesituation over for lokale SMV’er (små og mellemstore virksomheder, red.) som min egen. Vores virksomheder må konkurrere på kommercielle vilkår uden adgang til samme finansieringsmuligheder, selvom vi ofte leverer samme eller højere kvalitet,« lyder det.

Selvom Dragør Fjernvarme kommer til at sende installation og service på fjernvarmeanlæg i udbud, hvor alle virksomheder kan byde ind, mener Frank Jensen stadig, at de mindre virksomheder kommer i klemme.

»Store udbud favoriserer store aktører, mens mindre lokale virksomheder lukkes ude – på trods af at vi i høj grad bidrager til uddannelsen af fremtidens faglærte. For eksempel har vi 30 ansatte og otte lærlinge, mens en større entreprenør, vi for nylig arbejdede for, har 300 ansatte og ligeledes kun otte lærlinge. Denne udvikling truer ikke bare lokal beskæftigelse, men underminerer også rekrutteringen af nødvendig arbejdskraft til den grønne omstilling,« peger han på.

Frank Jensen opfordrer kommunalbestyrelsen i Dragør til at tage hans bekymringer med i deres overvejelser.

Ud over at han håber, at de vil sørge for at sikre lige konkurrencevilkår for de små og mellemstore virksomheder, peger han også på, at han kunne ønske sig en bredere og gennemsigtig kommunikationsindsats, hvor kommunen ikke bare oplyser om fjernvarme, men også om varmepumper.

Fjernvarme er vores forpligtelse

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) forstår borgernes behov for at vide noget om både fjernvarme og varmepumpe.

»Men vi er blevet bedt om at løse en konkret opgave – nemlig at udrulle fjernvarme. Det er her, vores informationsforpligtelse ligger. Derfor er det naturligt, at vi heller ikke har fokus på varmepumper i vores kampagne og kommunikation. Det er noget, man som borger selv må tage stilling til og opsøge viden om,« siger han.

I forhold til beslutningen om at tilbyde fjernvarmeanlæg på abonnement mener han, at det er en meget positiv mulighed for borgerne – eftersom en ny nævnsafgørelse gør det muligt.

Han understreger, at det bliver Dragør Fjernvarme, der kommer til at være ansvarlig for processen med abonnementsordningen og at sende installation, service og så videre i offentligt udbud og følge alle regler.

»Her kan alle firmaer – også de lokale og mindre virksomheder – jo byde ind. Så jeg mener ikke, at det er konkurrenceforvridende,« siger borgmesteren.

Frank Jensen mener dog, at EU-licitationsreglerne betyder, at kun store entreprenørvirksomheder kommer i spil.

»Hele opgaven – fra hovedledning i vejen til installationen af fjernvarmeveksleren inde i huset – er samlet i én pakke. Det betyder, at lokale VVS’ere ikke får en reel chance for at byde ind. Installationen inde i huset – som vi sagtens kunne udføre – bliver givet videre til hovedentreprenørens egne faste underleverandører. Det er faktisk sådan, det foregår i Tårnby Kommune i øjeblikket,« siger han.

Fik du læst?