Det er efterhånden blevet en rigtig dyr opgave for skatteborgerne i Dragør at skulle beholde den gamle, slidte biblioteksbygning på Vestgrønningen i stedet for – som mange foreslog byrådet – at flytte hele biblioteksvirksomheden til Hollænderhallen.
Med omtrentlige tal fra byrådet ser regningen foreløbigt således ud:
- Tætning af tag: 500.000 kroner.
- Ændring til handicapegnet: Over 500.000 kroner.
- Mulighed for borgerbetjent adgang efter almindelig arbejdstid: 320.000–383.000 kroner.
Dertil kommer, at parkeringsmulighederne mildest talt er kaotiske.
Kun et særdeles lavt antal ganghandicappede personer må vel også befinde sig på biblioteket i tilfælde af evakuering ved brand, når liften kun kan tage få kørestole ad gangen? Hvad siger brandtilsynet?
Grunden til, at byrådet beholdt biblioteket på Vestgrønningen, blev ganske tydeligt udtalt af Det Konservative Folkeparti: »Det ligger jo så dejligt centralt.«
Kære byråd: Har I nogensinde hørt om Store Magleby, Søvang og Sydvestpynten?
Jeg er godt klar over, at disse tre områder kun eksisterer for at holde gang i »Den Gule By«. Og jeg husker også endnu en af borgmesterens udtalelser om, at »der er jo så mange følelser involveret«.
Javel, men følelser fra det lille mindretal af borgere i »den gule mafia« eller fra det store flertal af borgere bosat uden for Dragør gamle by?
Om Hollænderhallen kunnne siges:
- Tæt tag: Tjek.
- Handicapegnet: Tjek.
- Handicaptoilet: Tjek.
- Stor elevator: Tjek.
- Mulighed for borgerbetjent adgang efter almindelig arbejdstid: Tjek.
- Parkeringsmuligheder: Tjek.
- Nyistandsat: Tjek.
- Masser af plads og lokaler til møder: Tjek.
Ergo en udgift på 0,00 kroner.
Dertil kommer, at lokalet i Hollænderhallen ved opsætning af reoler formentlig kunne have opbevaret samtlige bøger fra de to biblioteker. I stedet blev bøgerne bare smidt på lossepladsen til afbrænding.
Kære byråd: Efter min opfattelse kommer I til helt unødvendigt at smide et sted mellem halvanden og to millioner kroner ud til ingen verdens nytte. For lur mig om byrådets forventede priser kommer til at holde. Det vil vist være første gang, at sådan noget skete – for slet ikke at tale om, at et salg af biblioteksbygningen på Vestgrønningen kunne have skaffet en større sum i kommunekassen.
Heldigvis er det valgår, så når vi kommer nærmere valget, skal jeg gerne – som en service for vælgerne i Store Magleby, Søvang og Sydvestpynten – med navns nævnelse erindre om, hvorledes byrådsmedlemmerne stemte ved nedlæggelsen af biblioteket i Hollænderhallen for bare i stedet at skulle punge ud med en større sum penge til det gamle bibliotek på Vestgrønningen.
Der var heldigvis enkelte fornuftsbetonede byrådsmedlemmer, som stemte nej ved afstemningen om nedlæggelse af biblioteket i Hollænderhallen.
Så kan vi jo tygge lidt på det på vej til stemmeurnerne.
Men man kan vel nå at sadle om.
Med venlig hilsen
Claus Scheurer
Birkevej 17
Søvang