
Det kommer ikke til at få direkte betydning for partikelforureningen fra Københavns Lufthavn, at staten formentlig overtager aktiemajoriteten i lufthavnen inden for den nærmeste fremtid.
Det fremgår af et svar, som finansminister Nikolaj Wammen onsdag gav på et spørgsmål fra folketingsmedlem fra Enhedslisten Leila Stockmarr. Hun havde spurgt til, hvilken betydning ministeren mener, at statens nye ejerskab vil have for statens ansvar for at nedbringe den sundhedsskadelige partikelforurening fra Københavns Lufthavn.
Baggrunden er, at regeringen, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti den 26. november sidste år indgik en politisk aftale om, at staten skulle købe aktiemajoriteten i Københavns Lufthavn.
Nikolaj Wammen henviser i sit svar til det såkaldte armslængdeprincip – at politikere skal overlade den endelige fordeling af tildelte midler af fagfolk i råd og nævn – som årsag til, at staten ikke vil bruge sin aktiemajoritet til at påvirke ledelsen.
»Det fremgår af den politiske aftale, at vi vil respektere princippet om armslængde mellem staten som ejer og ledelsen i Københavns Lufthavne A/S, og armslængdeprincippet betyder blandt andet, at bestyrelsen har ansvaret for, at frihedsgraden er til at drive selskabet på ejernes vegne, samt at bestyrelsen og direktionen varetager den strategiske og daglige ledelse af selskabet,« hedder det fra ministeren, der i stedet mener, at statens politiske mål inden for blandt andet klima- og miljøregulering af lufthavnen skal nås gennem lovgivning.
Savner aktivt ejerskab
Leila Stockmarr svarer med et både-og på Dragør Nyts spørgsmål om, hvorvidt hun er overrasket over ministersvaret.
»På den ene side er jeg ikke, for jeg havde ikke forventet, at han ville tage et direkte ansvar. Men på den anden side er jeg overrasket over, at det ikke får en betydning for partikelforureningen, når ministeren tidligere har kaldet statens overtagelse af aktierne for et grønt ejerskab,« siger hun.
Hun mener, at staten som hovedaktionær kan påvirke udviklingen i lufthavnen uden at bryde armslængdeprincippet.
»Som aktionær kan man stille forslag og krav og styre udviklingen på den måde. Det er en legitim og naturlig måde at praktisere et aktivt ejerskab. Det andet viser mangel på politisk vilje og for megen tiltro til lufthavnen,» siger Leila Stockmarr, der ikke agter at lade sagen ligge.
»Jeg samler til bunke til et samråd med miljøminister Magnus Heunicke og transportminister Thomas Danielsen, så jeg kan få flere svar,« siger Leila Stockmarr, der forventer, at samrådet vil blive holdt, inden Folketinget går på sommerferie.
