
Den private leverandør af hjemmepleje i Dragør Kommune, Dragør Pleje Omsorg, har været genstand for et uanmeldt tilsyn gennemført af rådgivningsfirmaet BDO i december 2024.
Tilsynet, der er en del af kommunens lovpligtige kontrol med de sociale tilbud, omfattede både dokumentgennemgang, interviews og observationer hos fem borgere.
Overvejende positive vurderinger
Tilsynet har vurderet Dragør Pleje Omsorg på seks centrale områder. Vurderingsskalaen går fra 1 til 5, hvor 5 angiver, at indikatorerne for god praksis er opfyldt i meget høj grad. Leverandøren opnåede topkarakteren 5 på fire af områderne: personlig pleje, praktisk hjælp, sundhedsfremme og forebyggelse samt kommunikation og adfærd.
På områderne dokumentation og delegerede sundhedslovsydelser opnåede virksomheden en score på 3, hvilket svarer til en middel vurdering.
Anbefalinger og handleplan
Tilsynet har givet tre anbefalinger til forbedring, som Dragør Pleje Omsorg har fulgt op med en konkret handleplan:
- Dokumentation: Tilsynet pegede på behovet for en målrettet indsats for at sikre, at besøgsplaner og generelle oplysninger holdes opdaterede, og at opfølgning på forværring af borgeres tilstand dokumenteres fyldestgørende. Dragør Pleje Omsorg har derfor iværksat undervisning i korrekt dokumentation og fortsætter arbejdet med journalaudit to gange årligt.
- Individuelle beskrivelser af sundhedslovsydelser: Der blev observeret manglende individuelle beskrivelser i journalerne. Instruktionen i det elektroniske system opdateres, og personalet undervises i de nye krav i maj 2025.
- Kvittering for medicinadministration: Det blev bemærket, at der ikke altid kvitteres for udlevering af ikke-dispenserbar medicin. Dragør Pleje Omsorg gennemfører derfor undervisning i april 2025 samt stikprøvekontrol to gange årligt.
Dragør Kommunes Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalg godkendte handleplanen på udvalgsmødet tirsdag den 6. maj.