Vi har modtaget:

Nej til nyt erhvervsområde på Nord

Liste T ønsker ikke at udvikle erhvervsområdet på Nord. Det har liste T besluttet på en generalforsamling, og det fremgår nu af vores valgprogram.

Vi tror ikke længere på, at et så stort erhvervsområde på i alt 195.000 kvadratmeter – svarende til 27 fodboldbaner – vil være til gavn for Dragør Kommune og kommunens borgere. 

Vi har været bekymrede, siden kommunalbestyrelsen i marts 2023 fik en trafikanalyse, der viste en stigning i trafikken på Kystvejen, A.P. Møllers Allé og på Hartkornsvej ved Nordstrandskolen på mellem ni og 33 procent afhængig af løsning. 

Ifølge analysen vil en stigning i trafikken på 15 procent være »en ulempe i forhold til trafikafvikling og støj«, og ingen af løsningerne med indkørsel fra A.P. Møllers Allé til det nye erhvervsområde vil få trafikken ned under 15 procent på alle de tre vejstrækninger.

Forvaltningen har skitseret fire vejmuligheder ind i området, og de koster mellem 21,6 og 26,5 millioner kroner per styk. Dertil kommer, at der skal investeres i støjdæmpende anlæg på Kystvejen og A.P. Møllers Allé afhængig af valgt løsning.

Støj koster

I 2002 undersøgte Miljøstyrelsen vejstøj ved otte boligområder i Storkøbenhavn og fandt ud af, at priserne på parcelhuse falder seks procent, når man ligger i første række ud til en støjende vej – svarende til 120.000 kroner ved en huspris på to millioner kroner. Den negative effekt af en støjende vej kan også ses på huse, der ligger 100 meter væk fra en støjende vej.

Generne for borgerne, både i forhold til støj, trængsel og lavere huspriser, og ulemperne for kommunen – den store anlægsinvestering og den potentielt lavere grundskyld – er efter vores mening alene grund nok til at sige nej tak til at udvikle erhvervsområdet.

Læg dertil, at der – selvom flertallet i Dragør Kommune har valgt, at de nye erhverv i området skal ligge i de lave støjklasser 2 og 3 – alt andet lige også vil komme virksomhedsstøj, der kan genere de nærmeste naboer. Især dem, som bor op til Nordre Dragørvej, der som noget nyt kommer til at være direkte naboer til erhvervsområdet, hvor det i 2023 blev anslået, at der kan bygges 55.000 kvadratmeter.

I de senere år har der kørt mindst tre sager om virksomhedsstøj fra det nuværende areal hos miljøtilsynet i Tårnby, og en klage pågår aktuelt nu på snart andet år. Det er ikke rimeligt over for naboerne.

Vi kan se langt efter skat

Sagen er også, at vi i liste T ikke tror på, at området vil bidrage væsentligt med skatteindtægter til Dragør eller job til Dragør-borgere. Risikoen for, at ejerne af arealerne og de virksomheder, der eventuelt lejer sig ind, betaler skat i en anden kommune, er overhængende – hvis de overhovedet betaler skat.

I det offentligt tilgængelige virksomhedsregister fremgår det, at en stor virksomhed med ejere i udlandet ikke har betalt en krone i selskabsskat i de seneste fem år, de har haft virksomhed i Dragør Kommune.

Den eneste virksomhed, der har vist interesse for at etablere sig på området, er den udenlandsk ejede logistikvirksomhed Mileway, som tilmed falder ved siden af alle krav i Dragør Kommunes erhvervspolitik.

Desuden er vores påstand, at de virksomheder, der vil være interesserede i at etablere sig i området, ikke er et match med Dragør Kommunes veluddannede befolkning. Man skal også huske, at da Dragør Kommune fik muligheden for at udnytte området til erhverv, var det oven på corona, hvor ledigheden i Dragør Kommune var skyhøj – højere end under finanskrisen. I dag er den rekordlav.

Hvor blev det grønne af?

Endelig er der to andre grunde til, at vi siger nej.

Hele idéen med erhvervsområdet flugter på ingen måde med Dragør Kommunes helt nye erhvervsstrategi med følgende vision:

»Dragør skal være den grønneste iværksætterkommune, hvor bæredygtighed er grobund for innovation og vækst, og hvor iværksætterånden næres fra barnsben.«

At være en grøn iværksætterkommune rimer i 2025 slet ikke på at bygge på bar mark. 

I marts i år fik Danmark en national arkitekturpolitik, hvor der blandt andet er følgende anbefaling til kommunerne: »Frem natur samt det blå og grønne i byerne.«

Formålet er blandt andet »at øge trivsel, sundhed og naturfølelse« – hvilket er oplagt omkring den gamle fuglekøje, som indgår i det potentielle erhvervsområde og allerede er beskyttet natur. 

I »Kommuneplan 2022« for Dragør Kommune står der da også området:

»Områdets anvendelse fastlægges til jordbrugsformål, med mulighed for at udlægge hele eller dele af arealet til almene, ikkebymæssige friluftsformål, herunder rekreative stier i byens randzone.«

Dragør Kommune kan bidrage til at spare på klodens ressourcer og forøge natur og biodiversitet. Byggeriet i Danmark står for cirka 30 procent af Danmarks udledning af klimagasser. Alene ved ikke at bygge erhverv på området hjælper vi klimaet.

Med venlig hilsen
Annette Nyvang, Ann Harnek og Peter Læssøe
Kommunalbestyrelsesmedlemmer for liste T

Deltag i den lokale debat

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?