Kommunalbestyrelse sender opråb til regeringen

Borgerne skal have et klart svar: Skal gas bruges til privat boligopvarmning i fremtiden eller ej? Det spørgsmål har en enig kommunalbestyrelse netop formuleret i et brev og sendt afsted til regeringen.

Den melding, som Venstre-formand Troels Lund Poulsen netop er kommet med omkring fjernvarme og gas, er af langt de fleste blevet forstået som, at man alligevel ikke har tænkt sig at udfase gas som privat boligopvarmning. Det har fået en samlet kommunalbestyrelse i Dragør til at fare i blækhuset og sende et brev afsted til regeringen.

»Det, Troels Lund også sagde, var, at de områder, der er blevet udlagt til fjernvarme, skal fortsætte deres projekter – altså at det kun er i de landdistrikter eller yderområder, hvor fjernvarme ikke kan udrulles, at man skal have mulighed for at beholde gassen. Men det er jo ikke det, der står tilbage hos borgerne. Derfor er det vigtigt, at regeringen nu kommer med en fælles udmelding, som alle kan forstå,« siger borgmester Kenneth Gøtterup (C).

Han og alle hans politiske kollegaer i Dragør har bedt regeringen skære helt ud i pap: Bliver der gas til privat boligopvarmning for alle i fremtiden? Eller bliver planen om at udfase gas som privat boligopvarmning i 2035 fastholdt? Og hvis der er nogen, der må beholde gassen, hvem er det så?

»De må melde helt klart ud, så ingen er i tvivl om, hvad der gælder. Og så må vi planlægge efter det, uanset hvad det er,« siger borgmesteren.

Fik du læst?