
Lokalarkivet på det gamle rådhus på stationspladsen i Dragør skal have ny leder.
Den hidtidige leder Henning Sørensen er allerede fratrådt sin stilling. Frem til den 1. juni vil han dog være på arkivet for at klargøre overdragelsen til den næste arkivar.
Det er ikke på eget initiativ, at den 64-årige Henning Sørensen forlader arkivet, som han har ledet gennem 18 år.
»Jeg er blevet præsenteret for en fratrædelsesordning, som jeg har valgt at tage imod,« siger Henning Sørensen.
»Det er ikke det store drama, men det bliver en lidt hurtigere afsked med byen, end jeg havde regnet med.«
Hos Museum Amager, som arkivet hører under, bekræfter man, at Henning Sørensen stopper.
»Der er indgået en aftale om fratrædelse mellem Museum Amager og Henning Sørensen,« hedder det i et kortfattet skriftligt svar fra museumsleder Søren Mentz.
»Aftalen er indgået i gensidig forståelse og respekt, og vi har ikke yderligere kommentarer til personalesager. Vi ønsker Henning alt det bedste fremover.«