Dragør-politikere: Vores borgere skal fritages for metrotillæg

Økonomiudvalget har – efter forslag fra borgmesteren – besluttet at kontakte både Københavns Kommune og finansministeren for at sikre, at Dragørs borgere, uanset rejseform til lufthavnen, fritages for at betale ekstra metrotillæg.

Københavns Kommune og Finansministeriet fremlagde sidst i marts en plan om, at det skal koste 20 kroner mere for en metrobillet, når man rejser til og fra lufthavnen.

På pressemødet, hvor det blev offentliggjort, blev det på forespørgsel fra en journalist forklaret, at Dragørs borgere bliver undtaget.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) har dog siden holdt møde med overborgmesteren i København, Lars Weiss (A), der ifølge Kenneth Gøtterup har sagt, at det kun er Dragør-borgere, som anvender periodekort eller rejsekort og med start eller afslutning i Dragør, der bliver fritaget for det nye tillæg på metrobilletter til og fra lufthavnen.

Dette fik Dragørs borgmester til at stille forslag på økonomiudvalgsmødet om, at Dragør skal tage sagen op med både Københavns Kommune og Finansministeriet for at bede dem om at finde en teknisk løsning, der kan sikre, at alle borgere i Dragør fritages for den ekstra udgift, uanset deres første transportform til lufthavnen.

»Det har den konsekvens, at borgere i Dragør, der cykler til metroen eller bliver sat af i lufthavnen, skal betale 20 kroner ekstra, da rejsen med offentlig trafik starter i lufthavnen. Den indførte regel, som er forhandlet mellem Københavns Kommune og regeringen, pålægger Dragør-borgere, der kombinere cykel og metro som transportform, en ekstra udgift, hvilket er uhensigtsmæssigt og urimeligt,« skriver borgmesteren i sin motivation for forslaget, der blev enstemmigt vedtaget.

Fik du læst?