Vagter skal passe på patienter og personale på lokale hospitaler

Flere voldsepisoder har gjort det nødvendigt at ansætte sikkerhedsvagter på Amager og Hvidovre Hospital.
Hvidovre Hospital Tim Panduro
Patienter og personale på Amager og Hvidovre Hospital vil fra næste måned blive beskyttet af sikkerhedsvagter. Foto: Tim Panduro.

Fra juni i år vil patienter på Amager og Hvidovre Hospital – der er lokalhospitaler for blandt andre Dragørs borgere – kunne møde vagter rundt omkring på hospitalerne. Det skriver flere medier med reference til Dagens Medicin.

Vagterne, der på hospitalerne går under betegnelsen sikkerhedsassistenter, bliver ansat efter flere voldsepisoder, hvor patienter eller pårørende har angrebet personale på hospitalerne.

Kurt Stig Jensen, der er vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, kalder i Ekstra Bladet ansættelserne for et paradigmeskifte.

»Men vi må erkende, at der er sket en udvikling i samfundet, som også er trængt ind på hospitalerne. Vi bliver derfor nødt til at gøre mere for at beskytte vores medarbejdere,« siger han til avisen.

Sikkerhedsassistenter er ikke noget helt nyt på hospitalerne. Sidste år satte Region Hovedstaden penge af til at ansætte vagter på alle psykiatriske akutmodtagelser i Region Hovedstaden. Det skete blandt andet, efter at en 29-årig læge blev stukket med en kniv af en patient på Psykiatrisk Center Amager på Digevej i juni.

Fik du læst?