
Torsdag den 22. maj var det egentlig meningen, at sommersangen skulle lyde fra lodstårnet på Dragør Havn. Men vejret ville det anderledes, og i stedet blev det sidste fællessangsarrangement i rækken Den Syngende Kommune flyttet indenfor i Dragør Besøgscenter i Havnepakhuset.
Trods det ændrede mødested var stemningen intakt – og måske endda forstærket af de tætte rammer, hvor borgere i alle aldre samledes side om side med sanghæfter i hånden.
Der blev sunget kendte sommersange, mens både børn, unge, voksne og ældre deltog med smil.
Arrangementet var det femte og sidste i en serie, der begyndte sidste efterår og fulgte årstidernes skiften. Fællessangsserien er et initiativ fra Dragør Musik- og Kulturskole og udspringer af kommunens politiske strategi for kreative og kulturelle fællesskaber, som blev vedtaget i 2023.
De fem arrangementer – fra efterårssange til julesange, vintersange og forårssange – er alle blevet afholdt forskellige steder i Dragør Kommune.


