
Vi møder dem heldigvis alle i vores hverdag. De mange ildsjæle, der fylder i et lokalsamfund som Dragørs, og som får kommunen til at leve.
De mange frivillige ledere, trænere og bestyrelsesmedlemmer i sportsklubber, fritidsklubber og foreninger.
Naboen, der tilbyder at købe ind, når man er syg, vande blomster, når man er bortrejst, eller tager initiativ til at male legepladsen og samle affald i nabolaget.
Ekspedienten eller butiksejeren, der altid sender et ekstra smil og spørger, hvordan man har det.
En af de lokale, der altid stiller sine maskiner og grønne fingre til rådighed, hvis man skal have gang i et haveprojekt.
Hende, der altid er god for en historie og samtidig har tid til at lytte.
Eller ham, der sætter gang i et helt nyt initiativ i byen.
En ildsjæl kan være mange ting. Men kender du en i kommunen, som gør en særlig forskel for dig eller andre – og som har en spændende historie, andre kan blive inspireret af?
Så send os et tip på redaktion@dragoer-nyt.dk. Så udvælger vi en hel række af seje, spændende Dragør-borgere i alle aldre, som får et besøg og en buket blomster, så vi kan høre deres gode historie og dele den med Dragør Nyts læsere.