Religiøse spor på Sydamager

Foredrag i lokalhistorisk forening handlede om kapeller, klosterliv og buddhistisk tempel i Dragør.

Tirsdag den 3. juni dannede Wiedergården rammen om et velbesøgt arrangement i Dragør Lokalhistoriske Forening. 101 medlemmer deltog i aftenens foredrag, som handlede om religiøse bygninger og fællesskaber på Sydamager – både i fortid og nutid.

Med oplæg fra katolske og buddhistiske repræsentanter blev der sat fokus på et mindre kendt kapitel i den lokale historie.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foredrag i Dragør Lokalhistoriske Forening. Religion. Foto: Dragør Lokalhistoriske forening.
Aftenens foredragsholdere i selskab med den lokalhistoriske forenings formand. Fra venstre ses abbed Phra Somsak Gandhasilo, pater Wiesław Podlac, Dines Bogø fra Dragør Lokalhistoriske Forening samt søster Miriam Wirt. Foto: Dragør Lokalhistoriske forening.

Et buddhistisk samlingspunkt

Abbed Phra Somsak Gandhasilo åbnede aftenen med en præsentation af det buddhistiske tempel på Rytterager.

Templet fungerer som religiøst samlingspunkt for både lokale og tilrejsende buddhister fra Danmark og resten af Europa.

Under sit oplæg viste han billeder fra templets dagligdag og fra et foreningsbesøg i april 2023.

Han gennemførte det meste af sit oplæg på dansk, og når det var nødvendigt, bistod Ann Madsen med oversættelse.

Der blev også orienteret om templets åbne arrangementer, herunder gudstjenester og fællesspisning.

Katolske forbindelser til Dragør

Efterfølgende fortalte søster Miriam Wirt fra Sankt Elisabeth Søstrene om sin ordens etablering i Danmark. Fra en begyndelse på Frederiksberg blev der senere oprettet både kirke, skole og hospital på Amager.

Hun fortalte desuden om et sommerhus på Øresunds Allé 48 i Dragør, som ordenen brugte som opholdssted for søstrene.

Pater Wiesław Podlach fra Redemptorister Orden tilføjede oplysninger om et tidligere kapel på Rønne Allé 15.

De to oplægsholdere gav et samlet billede af, hvordan den katolske kirke har været til stede på Sydamager over flere generationer.

Dines Bogø, der er formand for Dragør Lokalhistoriske Forening, viste arkivmateriale og historiske billeder fra ejendommen Rytterager samt fra tidligere foreningsbesøg i det buddhistiske tempel i 2017.

Han fremviste desuden tegninger og kort over de relevante ejendomme med tilknytning til katolske grupper i Dragør.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Søster Miriam Wirt fra Sankt Elisabeth Søstrene om sin ordens etablering i Danmark. Foto: Dragør Lokalhistoriske Forening.

Et muligt middelalderligt kapel

Afslutningsvis fortalte farvehandler Jørgen Palm Steffen om nogle ældre sten fundet på hans grund i Toldergade. Stenene kan stamme fra et tidligere katolsk kapel, som ifølge gamle overleveringer lå på stedet under sildemarkederne i Dragør.

De fremmødte kunne ved selvsyn studere de mange sten, som han havde medbragt.

Farvehandler Jørgen Palm Steffen havde medbragt nogle gamle sten, som han har fundet på sin grund. De kan være fra et tidligere katolsk kapel, der var i forbindelse med sildemarkederne i Dragør. Foto: Dragør Lokalhistoriske Forening.

Fik du læst?