Der er kommet ny energi og nye kræfter bag projektet om at bygge et seniorbofællesskab i Dragør.
Bygherrerådgiver Kuben Management er meget interesseret i de tanker, som SeniorBo har fremlagt for et seniorbofællesskab i Dragør, og det har ført to nye samarbejdspartnere med sig, fortæller formanden for Dragør SeniorBo, Nina Nørgaard, til Dragør Nyt:
»Kuben banede vej for et meget spændende samarbejde med netop Kuben, arkitektfirmaet Front, boligselskabet VIBO og SeniorBo. Vi har indgået en aftale om at udvikle byggeriet af et seniorbofællesskab, som gerne skulle ligge på Strandjægervej 31b,« fortæller hun.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Sammen er de fire partnere nu ved at udforme en plan for finansiering og tegninger af et konkret projekt, som skal fremlægges i september.
Projektet indeholder 22–24 boliger af 70–80 kvadratmeter, et fælleshus og flere fællesarealer på den lille del af Engvejsarealet, der ligger mellem SFO Strandengen og Dragør Tennis.
»Vi prioriterer de fælles områder meget højt, og derfor bliver lejlighederne små. Det er noget, vi har lært af Realdania: Bo småt, lev stort,« siger Nina Nørgaard.
VIBO fundet 50.000 kroner til at få udviklet arkitekttegningerne hos Front, ligesom Kuben Management har lagt en del arbejdstimer i at lave beregninger. Det har nu ført til samarbejdsaftalen og en hensigtserklæring om finansiering af projektet, hvis det kan blive godkendt af Dragørs politikere.
»Vi ser det faktisk lidt som en gave til Dragør Kommune, at vi har udviklet et færdigt projekt, og at vi kan lave Dragørs første seniorbofællesskab, uden at kommunen skal have penge op af lommen. Men de skal selvfølgelig gå med til at sælge os grunden på nogle bestemte betingelser,« lyder det fra Nina Nørgaard.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Almene boliger eller ejerboliger?
Her peger formanden på næste store udfordring: Politisk opbakning. For ud over en vilje til rent faktisk at bygge på den kommunale grund, som SeniorBo har udset sig, så er den store knast salgsprisen for grunden.
For at økonomien skal hænge sammen og give de kommende lejere i SeniorBo en leje på omkring 10.000 kroner om måneden, så bliver kommunen nødt til at gøre brug af reglerne i loven om almene boliger, der giver mulighed for at sælge kommunal jord under markedspris.
Derfor vil kommunen miste den potentielle indtægt, der vil være, hvis politikerne i stedet for sælger til ejerboliger. Men det er Socialdemokratiet klar til:
»Vi mangler almene boliger i Dragør, og vi mangler et seniorbofællesskab. For os handler det om, at vi skaber rammerne for den boligudvikling, vi har brug for, og ikke om profit,« forklarer Nicolaj Bertel Riber.
Heller ikke liste T er bange for at miste indtægter i kommunen:
»SeniorBo vil blive Dragørs første seniorbofællesskab, og derfor siger vi også stort ja til, at kommunen må acceptere et mindre provenu for salget af en kommunal grund,« skriver Peter Læssøe til Dragør Nyt.
Men borgmester Kenneth Gøtterup er imod:
»Vi har fra start meldt ud, at skal der bygges på kommunens grunde – uanset hvilken – så vil Det Konservative Folkeparti altid arbejde for ejerboliger. Vi har meget få og små arealer til rådighed. For os handler det om at skabe den bedste salgspris, hvis vi skal sælge grundene, og det får vi ved etablering af ejerboliger,« lyder det.
SeniorBo har nu planen klar
En ny samarbejdsaftale baner vejen for seniorboliger på en mindre del af Engvejsarealet, hvis politikerne er klar: »Kommunen skal ikke…
Politikere fortsat delte i spørgsmålet om seniorbofællesskabs beliggenhed
Der ligger nu en model for realiseringen af SeniorBos plan for et seniorbofællesskab. Men på det politiske plan er holdningerne…