KV25:

Mød Nicolaj Bertel Riber

Nicolaj Bertel Riber er Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget i Dragør til november. Mød ham her, læs om hans mærkesager, og hvad han konkret vil arbejde for, hvis han bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen igen.

Nicolaj Bertel Riber, spidskandidat for Socialdemokratiet i Dragør til kommunalvalget 2025. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Alder: 36 år

Uddannelse: Kandidat i samfundsvidenskabelig jura og professionsbachelor i offentlig administration.

Job: Leder af Kontaktcentret i Magistrenes A-kasse.

Familie: Født og opvokset i Dragør, bor i Strandparken på Sydstranden.

Fritidsinteresser: Bruger den sparsomme fritid med familie og nære venner. Elsker at gå i biografen og til musicals. Nørder i historie og Star Wars.

Politisk erfaring: Har siddet i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet siden 2017. Er lige nu 1. viceborgmester og formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Mærkesager
1. Den røde bundlinje: Velfærd for børn og ældre. At finde gode løsninger, så alle har en god hverdag.

2. Den grønne bundlinje: Vi skal tage vores del af ansvaret for den grønne omstilling.

3. Den blå bundlinje: En sikker og sund økonomi som grundlag for at kunne levere en stabil velfærd.

Dette vil Nicolaj Bertel Riber konkret arbejde for inden for følgende 12 områder:

Hvad vil du arbejde for, når det gælder kystsikring?

Socialdemokratiet ønsker en model, der beskytter Dragør mest muligt, men som samtidig bruges rekreativt og bidrager til miljø og biodiversitet. Begge dele er repræsenteret i vores lokale projekt for kystbeskyttelse, og det er det, vi står på.

Ud fra hvilket perspektiv vil du forvalte kommunens økonomi?

Vi vil føre en ansvarlig politik og står på mål for den måde, det kører på nu. Vi har deltaget i samtlige budgetforlig siden 2002. Det er vigtigt med ro på økonomien for at sikre bedst mulig velfærd. Vi ser dog nu en mulighed for at kunne bruge lidt flere penge og samtidig være ansvarlige. Økonomisk ligger Socialdemokratiet nok lige midt imellem Det Konservative Folkeparti og liste T.

Hvordan mener du, at der skabes de bedst mulige forhold for både medarbejdere og borgere i hjemmeplejen og på Omsorgscenteret Enggården?

Vi foreslår at samle alt på Enggården og lave et samlet ældrehus. Ved at samle hjemmeplejen, sygeplejen, administration og visitation kan vi sikre en god synergi og en stærkere faglig koordinering på tværs. Det vil også kunne gøre det nemmere at implementere idéerne i ældreloven. Derudover mener vi, at vi skal revitalisere partnerskabsaftalen med FOA for at sikre bedre trivsel for medarbejderne, hvilket også giver mere ældrevelfærd.

Hvordan vil du sikre, at kommunen har de bedste tilbud til folkeskoleelever både på specialområdet og det almene område?

Det er vigtigt, at vi hele tiden inviterer skoler og forældre til samtale om folkeskolen. Vi skal også blive bedre til at involvere eleverne: Hvad er god undervisning for jer? At vi har fået specialklasserækken, er supergodt, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at så mange børn som muligt kan få et lokalt skoletilbud. Samtidig skal vi også rumme flere i den almene folkeskole, og det kræver mere uddannelse af lærere og pædagoger. Og så skal vi have fokus på, at alle børn har et fællesskab.

Hvordan vil du prioritere i forhold til daginstitutioner og dagpleje?

Vi skal sikre, at vi har nok uddannet personale – også i klubber og sfo. Blandt andet ved at tilbyde pædagogmedhjælpere at bygge ovenpå med uddannelse og fastholde vores egne pædagogelever. Jeg vil se på, hvordan vi kan lave faciliteter, så børnehaverne kan have madordninger, hvis forældrebestyrelserne ønsker det. Det kan give frigive tid for forældrene, og børn kan blive inddraget mere i madlavning. Derudover vil jeg altid arbejde for, at dagpleje fortsat er et godt alternativ at have for forældre.

Hvad vil du arbejde for, når det kommer til boligudbuddet og boligudviklingen i Dragør?

Vi skal give mulighed for, at man byfortætter i de eksisterende parcelhuskvarterer. Vi vil også gerne bygge på en del af Engvejsarealet, så vi kan få flere almene boliger og et seniorbofællesskab. Vi tror nemlig på, at vi skal have en boligmasse, der henvender sig til den brede del af befolkningen. Hvis vi får flyttet nogle ud af ejerboliger og over i seniorbofællesskaber, gør vi samtidig plads til flere børnefamilier i Dragør. Det er en målrettet boligudvikling, hvor folks muligheder kommer før kommunens profit.

Hvordan vil du sikre, at der også om ti år er liv i forretningslivet og iværksætteriet i Dragør?

Vi har lige lavet en erhvervsstrategi, som jeg ser stort potentiale i. Derudover skal vi fortsætte den gode dialog med erhvervslivet, så vi hele tiden tilpasser strategien til, hvordan forretningslivet udvikler sig. Vi skal værne om vores bycentre, og så er Erhvervsområde Nord jo et spor i sig selv for at give bedre muligheder for iværksættere og erhvervsliv. Det er en selvstændig værdi, at man også skal kunne arbejde – ikke bare bo – i Dragør.

Hvad vil du konkret gøre for at sikre et godt ungdomsliv?

Med mine 36 år er jeg den yngste i kommunalbestyrelsen, så det er ikke os, der skal svare på det spørgsmål. Vi skal tale med de unge selv. Der ligger blandt andet superinspirerende kræfter i Ungerådet. Hvilke input har de for eksempel til, hvordan man kan skabe det her uformelle mødested for de unge, som vi mangler?

Hvad vil du konkret gøre for at sikre et bredt kulturliv?

Vi er netop ved at lave en kulturpolitik, og jeg ser blandt andet gode muligheder i at lave et samlet kulturhus. Meget gerne også for unge. Derudover mener jeg, at vi skal finde en anden biblioteksløsning end den, vi har nu. En konkret løsning vil vi tage en dialog med de andre partier om. Vi har også et uforløst potentiale i al den historie, der ligger i vores landskab. Noget, vi kunne have en dialog med museerne om.

Hvad vil du konkret gøre for at understøtte et levende fritidsliv?

Jeg vil gerne styrke dialogen med de mange aktive foreninger og klubber, vi har. Vi skal ikke drive fritidslivet, men vi skal understøtte det og være med til at prioritere. Så vi skal for eksempel se på: Har vi banetider nok? Er der plads til og mulighed for at lave en stikhal til Hollænderhallen? Fritids- og kulturlivet er jo i øvrigt også vigtig velfærd, vi skal værne om – for det handler om at skabe og styrke fællesskaber.

Hvem er de mest sårbare borgere i Dragør? Og hvad vil du gøre for dem?

Vi har mange ressourcestærke i Dragør, men det betyder ikke, at vi ikke også har sårbare ældre, unge og familier. For mig er det vigtigste, at vi som kommune, som system og lovgivning møder mennesker med respekt og værdighed. Vi skal give den rette rådgivning og komme hele vejen rundt – her er vores borgerrådgivningsordning også central. Uanset om man er en alkoholiseret voksen eller en udsat ung med angst, skal man vide, hvor man skal gå hen – og man skal blive mødt med omsorg og respekt.

Hvordan mener du, at kommune, borgere og virksomheder kan gøre en forskel for klimaet og sikre naturen i kommunen?

Vi skal have sat strøm til initiativerne i vores klimaplan. Fra klimaledelse på alle vores kommunale arbejdspladser til at facilitere og rådgive om, hvordan både borgere og virksomheder kan arbejde med klimavenlige tiltag. Og så er det superinspirerende, når de for eksempel i køkkenet på Enggården selv har taget initiativ til at arbejde med CO2-reduktion og for at få sølvmærket i økologi. Den slags initiativer skal vi hylde og sprede erfaringerne fra.

Spidskandidatrunden

I Dragør Nyt vil vi gerne levere så meget faktuel input til valgkampen hen mod kommunalvalget 2025 som muligt. Nu har vi sat spidskandidatrunden i gang, så du i dag og i de næste mange uger kan møde spidskandidaterne for de 11 partier, der stiller op og håber på at blive en del af Dragørs kommunalbestyrelse: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, liste T, Moderaterne, Sydamagerlisten, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Blåt Dragør og Anne Grønlund-listen.

Her kan du blive klogere på spidskandidaternes mærkesager, og hvad de helt konkret har tænkt sig at arbejde for inden for 12 forskellige områder. Det gælder blandt andet skoleområdet, ældreområdet, ungdoms- og fritidsliv, kystsikringen og økonomien generelt.

Senere kommer vi til kandidatrunden, hvor du kan få et indtryk af de mange andre engagerede kandidater, der stiller op for de forskellige partier.

Fik du læst?