
Selvom man har rundet de 30 år (for nogle endda for et stykke tid siden), har født flere børn og måske ikke været på grønsværen i nogle år, kan man stadig have lyst til at komme i gang med at trille med bolden igen – og endda være god til det.
Sådan er det i hvert fald for en meget stor gruppe af Dragørs kvinder, der nu i et år har mødtes hver onsdag for at spille fodbold for sjov.
20 af dem har endda tilmeldt sig turneringsholdet, som med trænerteamet Maria Toft Rasmussen, Tine-Marie Hviid Hansen og Christina Walldeskog Satchwell i spidsen netop har vundet den spritnye københavnerrække K+29 for syvmandshold.
»Vi er vildt stolte og glade. Det er ret fantastisk, hvad holdet har nået på så kort tid. Vi spænder fra tidligere elitespillere til helt nye, som har lagt sig i selen for at lære reglerne at kende forud for kampene,« forklarer Tine-Marie Hviid Hansen.
Dragør Boldklubs damer var ubesejrede i rækken og slog med en 3–0-sejr over Skovshoved IF i andensidste kamp deres førsteplads fast. Sidste opgør inden sommerpausen spilles på udebane mod BK Fix mandag den 16. juni klokken 18.30.
Holdet har gennem foråret spillet to kampe mod hver af de fire andre tilmeldte hold i rækken: BK Fix (Brønshøj), Sønderbro Fight (Kløvermarken), Skovshoved IF og Fremad Amager.
Da det er en selvstændig række, rykker man ikke op, men fortsætter med nye kampe i rækken til efteråret.
Fodbold er sport og fællesskab
Rækken for kvinder over 29 år er lavet af DBU København og er blevet spillet for første gang dette forår. Flere klubber – blandt andet Dragør Boldklub – har nemlig udtrykt et behov for at have en +29 række for kvinder.
Dragør Boldklubs Dame Senior +30-hold spillede sin første turnering i efteråret, men oplevede at spille mod hold med spillere i teenagealderen. Og uden at fornærme nogen kunne alle konstatere, at der var for stor forskel på holdenes fysik og hurtighed.
Så glæden var stor blandt Dragørs dameseniorer, da DBU København offentliggjorde den nye række for syvmandshold.
»Etableringen af +29-rækken er med til at styrke breddefodbolden på damesiden. Fodbold er en sport og ikke mindst et fællesskab for livet, som rigtig mange gerne vil fortsætte med at dyrke, også når tiden og formen ikke er den samme, som da man var 25. Med en række som +29 styrkes rammerne for matchning mellem holdene og dermed for at spille god fodbold,« forklarer Tine-Marie Hviid Hansen.
Hun og Maria Toft Rasmussen har i øvrigt også netop vundet Afra-prisen ved Dragør Boldklubs generalforsamling. En pris, der uddeles for en særlig frivillig indsats i klubben, og som de netop fik for at have startet Dame Senior +30 som et fodboldhold – men også som et helt særligt fællesskab og netværk for kvinder i hele Dragør og omegn.
