
Det blev en dramatisk ankomst til København for passagererne på en SAS-afgang fra Palanga i Litauen søndag eftermiddag.
Flyet blev nemlig mødt af udrykningskøretøjer fra lufthavnens eget brandvæsen, efter at det måtte foretage en sikkerhedslanding på grund af røg i kabinen.
»Man opdagede røgudvikling inde i flyet, hvilket fik besætningen til at iværksætte en sikkerhedslanding. Røgen aftog dog af sig selv, og flyet bliver nu kørt til kontrol,« fortæller lufthavnens pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, til Berlingske, som oplyser, at der er tale om en Bombardier CRJ-900LR med plads til 90 passagerer.
Sikkerhedslandinger benyttes, når der opstår mistanke om uregelmæssigheder på et fly. Det er kontrollerede landinger – og altså ikke nødlandinger.
Flyet ankom ifølge lufthavnens ankomsttavle klokken 16.43 med otte minutters forsinkelse.
Der har været mindst to tidligere sikkerhedslandinger i Københavns Lufthavn i denne måned. Ifølge Ekstra Bladet måtte et Norwegian-fly af typen Boeing 737 på vej fra Stockholm til Catania i Italien sikkerhedslande i København på grund af et mindre teknisk problem onsdag den 4. juni om aftenen.
Torsdag den 12. juni ved 22.30-tiden sikkerhedslandede en Airbus A220-300 fra Air France på vej fra Paris til Helsinki på grund af det, der i Ekstra Bladet betegnes som en udefinerbar lugt i kabinen.