Dragør Gamle by og Havn er spækket med kulturarv, og på byvandringer er der rigeligt at fortælle til deltagerne.
Ud over faktuelle informationer er det altid godt med nogle små anekdoter, som er nemme at forstå og genkalde sig. En af dem handler om Kejserlodsen.
På Strandlinien på hjørnet af Strandgade ligger et stort skipperhus med en markant kikkenborg på toppen.
Huset er opført i 1898 af Frederik Møller som bolig for hans familie. Frederik Møller var lods ved Dragør Lodseri og avancerede til lodsinspektør og lodsoldermand, hvilket betød, at han var leder af Dragør Lodseri.
Københavns Lodseri var større og efter deres egen mening finere end Dragør Lodseri, så det var naturligt, at der var konkurrence og drillerier mellem de to lodserier.
Når det danske kongeskib skulle på togt, var det naturligvis en lods fra Københavns Lodseri, der bragte skibet sikkert gennem det vanskelige farvand i Øresund. Lodsen fik derfor navnet Kongelodsen.
Ved flere lejligheder i perioden før Første Verdenskrig var det kejserlige skib fra Rusland med zar Nikolaj og også det kejserlige skib fra Tyskland med kejser Wilhelm flere gange på togt gennem Øresund, og ved sådanne særlige lodsopgaver stod Frederik Møller altid på broen. I folkemunde blev han derfor kaldt Kejserlodsen.
Den store by København havde en kongelods, men den lille by Dragør kunne bryste sig af at have en kejserlods, der antydede en endnu højere status end den københavnske kollega.
Denne lille anekdote kunne bringe tankerne videre frem til i dag, hvor København gennem mange år har kunnet bryste sig af at have »Den Lille Havfrue«, mens Dragør kan bryste sig af at have »Den Store Havfrue«.
Blot til lidt eftertanke i dagens Dragør.
Med venlig hilsen
Claus Ehlers
