Hurtig oprydning efter to koncertdage

Allerede søndag formiddag var sporene efter Fortet Live ved at blive fjernet.
fortet live
Søskendeparret Emilie og Laura Thygesen var på oprydningstjans sammen med deres veninde Chloé Krogh. Foto: Tim Panduro.

Der var fuld aktivitet på Dragør Fort søndag formiddag. Her skulle sporene efter to dage med koncerter fjernes, så fortet igen kunne blive farbart for publikum. Scener blev pillet ned, toiletter trillet væk, og barer og barrierer blev afmonteret.

Selvom et pantsystem og årvågne frivillige under koncerterne sørgede for at holde pladsen relativt pænt, var der alligevel en del at rydde op fra fortets græsplæne. En god fest kræver nemlig konfetti – og de kulørte papirstykker lyste godt op. Det sendte søskendeparret Emilie og Laura Thygesen og deres veninde Chloé Krogh på overarbejde, da de som indhyrede hjælpende hænder fra Dragør Svømmeklub måtte ud med tænger og poser for at rydde op.

Pigerne var selv gæster på fortet til ungdomsdagen fredag.

»Det var en sjov oplevelse,« siger Emilie Thygesen, der på linje med søsteren og veninden konstaterer, at hovednavnet Thor Farlov havde været allerbedst.

Der var fuld gang i afmonteringen allerede tidligt søndag. Foto: Tim Panduro.
Fortet Live
Scenen blev pillet ned efter to dages koncerter. Foto: Tim Panduro.

Fik du læst?