
Fremtiden for gartneribygningerne, som tidligere husede Store Magleby Blomster på Gartnervænget ved Englandsvej, er fortsat uvis.
I sidste måned udsatte Klima-, By- og Erhvervsudvalget en beslutning om at give landzonetilladelse til at bygge en syv meter høj stålhal samt etablere oplagsplads og parkeringspladser på stedet. Ansøgningen kom fra en tømrer- og snedkervirksomhed, der i oktober sidste år spurgte til muligheden for at bygge anlægget på grunden.
Forslaget blev i sidste uge stemt igennem med det mindst mulige flertal i Klima-, By- og Erhvervsudvalget. Her stemte Socialdemokratiets og Venstres i alt tre medlemmer for, mens Det Konservative Folkepartis og liste T’s i alt to medlemmer i en sjælden alliance stemte imod. Sydamagerlisten stemte blankt. Liste T benyttede derefter en bestemmelse i styrelsesloven til at kræve sagen stillet for kommunalbestyrelsen – hvilket betyder, at den endnu en gang er blevet udsat.
Socialdemokratiet og Venstre sidder i alt på fire mandater i kommunalbestyrelsen, så de to partier skal kæmpe en brav kamp, hvis de skal rejse det nødvendige flertal på otte mandater.
Et tillægsforslag fra liste T om at gå i dialog med bygherre om at ændre materialer og farvevalg, så bygningen kommer »tættere på den lokale byggeskik i Store Magleby landsby«, som det er formuleret, blev kun støttet af liste T og Sydamagerlistens i alt to medlemmer.
Flere naboer har udtrykt bekymring over både byggehøjder, skyggevirkninger og mulig trafikstøj – og nu har Store Magleby Bevaringsfond også meldt sig i koret af bekymrede.
»Der er ikke tradition for håndværksvirksomheder af den størrelse i landsbyen,« hedder det blandt andet i fondets indsigelse, hvor der også udtrykkes bekymring for støj og trafik samt ind- og udkørselsforhold.
Formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Helle Barth, der på vegne af Venstre stemte for landzonetilladelsen til byggeriet, fremhæver, at bygningen kun er syv meter høj, selvom lovgivningen tillader op til otte en halv meter. Derudover er bygningen flyttet så langt fra naboskel som muligt, og vinduerne er anbragt, så de ikke giver indbliksgener i nabohaverne.
»Så de har forsøgt at imødekomme en del af bekymringerne,« siger hun.
»Hvis vi var kommet i mål med Erhvervsområde Nord, var det måske der, det skulle have ligget. Men når en lokal håndværksmester ønsker at bygge, må vi se, hvad der kan lade sig gøre. Hvis sagen falder i kommunalbestyrelsen, bliver jeg rigtig træt. Der bliver talt om erhvervsvenlighed alle steder, og når nogen så vil noget, siger vi nej. Hvis den næste kommunalbestyrelse så heller ikke synes om helhedsplanen for et erhvervsområde på Nord og lukker hele projektet, vil vi fremstå som enormt erhvervsfjendske, hvis vi ikke engang kan konvertere en enkelt grund til erhverv.«