
Morten Dreyer, spidskandidat for Dansk Folkeparti til kommunalvalget i 2025. Foto: Søren Svendsen.
Alder: 76 år
Uddannelse: Realeksamen fra Store Magleby Skole. Uddannet grafiker, befalingsmand i hæren og har senere videreuddannet sig inden for it.
Job: Arbejdede som it-netværksadministrator – blandt andet på Bispebjerg Hospital – fra 1990 og frem til pensionsalderen.
Familie: Gift med Helle, og sammen har de en søn og en datter.
Fritidsinteresser: I fritiden elsker han at bruge mange timer på film og historie.
Politisk erfaring: Var aktiv i Venstre i mange år, herunder som formand gennem 15 år, og sad også i Dragørs kommunalbestyrelse for Venstre i tre valgperioder, men blev ekskluderet af partiet i 1999. I 2006 var han med til at starte Dansk Folkepartis afdeling i Dragør og sad i kommunalbestyrelsen for DF i tre valgperioder fra 2009 til 2021. Har siddet som formand i stort set alle de politiske udvalg.
Mærkesager:
1. Jeg vil arbejde for en god, selvstændig og empatisk kommune.
2. En service, vi kan være stolte over.
3. En god kommune for de ansatte.
Det vil Morten Dreyer konkret arbejde for inden for følgende 12 områder:
Hvad vil du arbejde for, når det gælder kystsikring?
Grundlæggende tror jeg ikke på, at vi har brug for et stort kystbeskyttelsesprojekt. At vandet stiger til 130–150 centimeter over daglig vande cirka hvert andet år, er så sikkert som amen i kirken. Det kan vores nuværende diger godt håndtere. Jeg erkender, at der er borgere, som har en frygt for oversvømmelse, som man skal imødekomme. Men personligt mener jeg, at de planlagte kæmpediger vil ødelægge Dragør. I min levetid har der med få års mellemrum været katastrofemeldinger, som alle er afmeldt efter et par år.
Ud fra hvilket perspektiv vil du forvalte kommunens økonomi?
Ud fra generel snusfornuft og med fokus på, at det er borgernes penge, hvilket aldrig må glemmes. En kommune skal aldrig have flere penge i kassen, end der er behov for på den kortere bane. Men der skal være til uforudsete udgifter. Jeg synes, at vi ligger på et rimeligt niveau i Dragør. I DF har vi altid været en del af budgettet, fordi vi er økonomisk ansvarlige.
Hvordan mener du, at der skabes de bedst mulige forhold for både medarbejdere og borgere i hjemmeplejen og på Omsorgscenteret Enggården?
Den nye ældrelov siger grundlæggende, at man skal have respekt for både de ældre og personalet, og det giver jo sig selv, for ellers går det hele galt. Det er vigtigt ad hoc at forholde sig til problemet med at fastholde personale. En tankeløs leder kan ødelægge meget. Så her skal vi sikre os, at der er styr på både arbejdstidsplanlægning, opgaver og tiltaleform.
Hvordan vil du sikre, at kommunen har de bedste tilbud til folkeskoleelever både på specialområdet og det almene område?
Jeg mener, at vi skal se på rullende nulbudgettering. Store dele af budgettet er i bund og grund en ajourført bevilling, som blev fastlagt for årtier siden. Derpå har skiftende flertal tilført og fjernet midler. I Dragør-modellen har man givet hver skole en ramme, men måske har vilkårene ændret sig undervejs, og det kan føre til lidt aparte besparelser internt. Så vi skal give bedre muligheder for at tilpasse budgettet undervejs, når man for eksempel ser et stigende behov på specialområdet.
Hvordan vil du prioritere i forhold til daginstitutioner og dagpleje?
Vi har en lille gruppe, der har valgt dagpleje, og det skal vi fastholde muligheden for. Det er godt med et alternativt tilbud. Og så er jeg helt enig i, at det er vigtigt at holde hånden under de eksisterende daginstitutioner i perioder med faldende børnetal – for hvis man først lukker nogen, er de dyre at åbne igen.
Hvad vil du arbejde for, når det kommer til boligudbuddet og boligudviklingen i Dragør?
Der er jo ingen steder at bygge i Dragør. Vi er bundet af landsplandirektivet på grund af lufthavnen, Fingerplanen, kystbeskyttelse og skovlinjer for at nævne enkelte. Det eneste, man kan gøre, er at give mulighed for byfortætning. Men der er ikke mange muligheder. Vi kan ikke få flere boliger, medmindre vi rydder den gamle by, og det tænker jeg ikke, at nogen – inklusive mig selv – er interesseret i.
Hvordan vil du sikre, at der også om ti år er liv i forretningslivet og iværksætteriet i Dragør?
Det vigtigste er, at vi som kommune sørger for ikke at modarbejde forretningslivet. Som det er nu, går der simpelthen for lang tid, fra at forretningsdrivende søger om tilladelse om noget, før de kommer videre. Og så ser jeg også muligheder i at udvikle Erhvervsområde Nord. Det er jo privatejet jord, så kommunen har kun indflydelse på lokalplanen. Men vi har jo allerede taget stilling til, at det skal være lavt byggeri og mindre erhverv. Det vedtog vi i teknisk udvalg for fem år siden.
Hvad vil du konkret gøre for at sikre et godt ungdomsliv?
Vi har jo boldklubben og fritidsklubberne og heldigvis også ungdomsskolen med Det Maritime Hus. Men det kunne være interessant, hvis der var en forretningsdrivende, som kunne se idéen i at lave et sted, hvor de unge kunne gå i byen og mødes. Før havde vi jo blandt andet både bowlingbaner på badehotellet og Fregatten på strandhotellet. For mange forældre vil det være mere trygt, at de unge går ud lokalt, end at de tager til storbyen.
Hvad vil du konkret gøre for at sikre et bredt kulturliv?
Det primære er, at man ikke skal genere de mange frivillige foreninger. Vi har utrolig mange foreninger og et bredt kulturliv, og det skal vi bakke op om, men ikke blande os for meget i.
Hvad vil du konkret gøre for at understøtte et levende fritidsliv?
Jeg synes også, at vi har et bredt udbud af fritidsaktiviteter. Men det store problem er, at der aldrig er plads eller baner nok. Jeg oplever, at brugerrådet i Hollænderhallen gør et godt stykke arbejde med at fordele banerne, men der vil nok altid være mangel.
Hvem er de mest sårbare borgere i Dragør? Og hvad vil du gøre for dem?
Jeg mener, at det er de ældre borgere. Vi skal sikre, at man har respekt for de ældre, og at de har medbestemmelse på, hvad de har brug for – også når de er så dårlige, at de kommer på plejehjem. Og så skal man huske, at ja, vi har mange ressourcestærke ældre, men vi har også svage, og dem skal vi have fokus på.
Hvordan mener du, at kommune, borgere og virksomheder kan gøre en forskel for klimaet og sikre naturen i kommunen?
Man skal gennemtænke, hvorfor folk bor her – og så lade være med at lave om på alt det, som gjorde, at folk er flyttet hertil. Naturen og kulturhistorien er en del af Dragør, som man skal bevare. Folk er flyttet hertil, fordi det er en lille kommune, en lille oase, og det skal vi værne om.
Spidskandidatrunden
I Dragør Nyt vil vi gerne levere så meget faktuel input til valgkampen hen mod kommunalvalget 2025 som muligt. Nu har vi sat spidskandidatrunden i gang, så du i dag og i de næste mange uger kan møde spidskandidaterne for de 11 partier, der p.t. stiller op og håber på at blive en del af Dragørs kommunalbestyrelse: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, liste T, Moderaterne, Sydamagerlisten, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Blåt Dragør og Anne Grønlund-listen.
Her kan du blive klogere på spidskandidaternes mærkesager, og hvad de helt konkret har tænkt sig at arbejde for inden for 12 forskellige områder. Det gælder blandt andet skoleområdet, ældreområdet, ungdoms- og fritidsliv, kystsikringen og økonomien generelt.
Senere kommer vi til kandidatrunden, hvor du kan få et indtryk af de mange andre engagerede kandidater, der stiller op for de forskellige partier.