Jan vil skabe liv i værftsbygningen: Dens charmerende forfald indbyder til det

Lørdag kan Jan Romanoff slå dørene op for et arrangement med livemusik, keramik, billedkunst og fadøl.

De afskallede grå brædder, det mørnede træværk og de små og delvist tildækkede ruder vil måske ikke ligefrem sætte gang i drømme og kreativitet for de fleste.

Men da Jan Romanoff gik og kiggede på det gamle bådeværft på havnen, satte synet alle mulige idéer i gang.

»Den lå der med sit charmerende forfald og indbød til et eller andet,« fortæller han til Dragør Nyt.

I mange år har Jan Romanoff været sanger, guitarist og kapelmester i bandet Old Timers, og det var derfor oplagt for ham at lave et arrangement med musikken i centrum. Og så havde han da også hørt, at kommunen lånte bygningen ud til den slags.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Jan Romanoff står bag kulturarrangementet i den gamle værft lørdag den 28. juni. Privatfoto.

Keramik, kunst og musik

Dragør Kommune synes heldigvis også, at Jan Romanoffs idé er god, og derfor har han nu fået tilladelse til at låne bygningen i slutningen af juni.

Præmissen er – som for alle andre, der ønsker at bruge bygningen – at det skal være et nonprofitforetagende; musikere og andre skal stille sig til rådighed uden vederlag, og der skal være fri adgang til arrangementerne.

Det bliver der også, når Jan Romanoff lørdag den 28. juni kan åbne værftets døre til et arrangement, der har arbejdstitlen »Kunst og musik i værftet«.

»Min kone er billedkunstner og maler med nogle andre damer i Tårnby, og de ville rigtigt gerne lave en udstilling,« fortæller Jan Romanoff begejstret.

De malende damer har også fået selskab af to keramikere, og så har Jan Romanoff også fået endnu et band til at stille op.

»Vi i Old Timers er nogle aldrende drenge, der spiller musik fra 60’erne og 70’erne. Det andet band hedder Still Young, og de er nogenlunde så gamle som os og spiller også musik fra dengang.«

Ingen tjener en krone

Publikum vil kunne nyde en fadøl, mens de lytter til musik og kigger på kunst. For selvom ingen af de medvirkende skal tjene en krone på arrangementet, skal de have dækket deres udgifter. Skulle der komme et overskud, går hver en krone til Dragør Musik- og Kulturskole.  

Skolen er også blevet spurgt, om de ville spille, men der er ferielukket i slutningen af juni.

Jan Romanoff håber, at der kommer rigtigt mange mennesker forbi arrangementet, så de kan sende en god portion penge til musikskolen. Og så håber han også at vise bygningens potentiale:

»Jeg kunne godt forestille mig, at der kunne laves et rum for kunst og musik i fremtiden, men desværre har der ikke været meget interesse for den slags. Bygningen er nok også for nedslidt til kommercielle foretagender – selvom jeg jo synes, at det er charmerende,« siger han.

Det skal undersøges, i hvilket omfang den gamle værftsgrund er forurenet. Arkivfoto: Thomas Mose.
Det charmerende forfald i det gamle bådeværft på Dragør Havn skal danne rammerne om et kulturarrangement i juni. Arkivfoto: Thomas Mose.

Fik du læst?