
Hvert sekund tæller for Lilith Black Bee – bogstaveligt talt. Den rumænske kunstner, der bor i Lyon i Frankrig, har valgt det danske udtryk Klokken er mange til sin første soloudstilling nogensinde. Den finder sted på Gallery Kyst på Kongevejen i Dragør, hvor kunstneren selv var til stede ved ferniseringen lørdag.
I serien Now skriver Lilith Black Bee tiden ned – bogstaveligt talt – med håndskrevne tal. Ét efter ét fylder de papiret som et mantra, et ritual eller en visuel metronom. Det er en hengiven handling.
Denne praksis vækker stærk genklang i værket af Roman Opalka, den polske konceptkunstner, der brugte årtier på at male fortløbende tal som et livslangt tidsskrift. Det sidste tal, han malede, var 5.607.249.
Hendes værker indgår også i en stille dialog med den japanske kunstner On Kawara, hvis Date Paintings – hver en monokrom flade markeret med den dato, den blev til – reducerer tidens gang til dens mest nøgne, menneskelige udtryk: Jeg var her. Jeg levede denne dag.
Hendes plan er ifølge galleriet at nedskrive 31.556.926 sekunder – det samlede antal i et år – fordelt på mere end 10.000 ark papir. Det kan tage resten af hendes liv.
»Men som Kawara har Lilith ikke travlt. Hendes arbejde handler ikke om spektakel eller hastighed,« hedder det i pressemeddelelsen.
»Det handler om nærvær. Hendes linjer er tegnet med ultrafine penne, hver en streg er et åndedrag, et øjeblik, et tegn på fortsat eksistens.«
Ifølge galleriet er udstillingens titel et udtryk for det danske sprogs direkte, nøgterne og usentimentale tilgang. Men samtidig er Klokken er mange poetisk, fordi det navngiver en følelse – øjeblikket, hvor man opdager, at tiden er gået, fordi man var opslugt af noget, der sandsynligvis betød noget.
På udstillingen kan man ud over værker fra Now se værker fra tre andre serier. Hver serie udforsker forskellige følelsesmæssige eller psykologiske landskaber – fra stilhed til opsplitning, fra indre orden til vildskab. Hendes materialer er beskedne – blæk og akvarel – men hendes disciplin og udførelse er ekstraordinære.
»I disse værker er hver streg trukket med rolig hånd, hvert penselstrøg en øvelse i kontrol og omhu. De overflader, hun opbygger, er både præcise og følsomme, og de folder sig ud langsomt, som en indånding holdt og givet fri. Selvom hendes værker er konceptuelle og abstrakte, er de forankret i et solidt håndværk. Hendes hænder er trænede. Hendes færdigheder er stærke,« hedder det fra galleriet.
Udstillingen kan ses frem til den 19. juli.


