Da Blåt Dragør blev stiftet tilbage den 5. maj 2023, var det fra starten et lokalpolitisk projekt, der skulle vokse op nede fra, inspireret og udviklet af et bredt udsnit af os borgere med kontakt inden for de mange forskellige områder, som et lokalsamfund repræsenterer: forældrene, skolerne, de erhvervsdrivende, fritidslivet, kulturen, seniorerne med flere.
Repræsentanter fra disse har været med til at sammensætte Blåt Dragørs politiske vision. Et Dragør med mere frihed for borgerne og det lokale handelsliv – med vægten lagt på højere kvalitet i alt, hvad vi lokalt foretager os.
Frihed og kvalitet
Frihed og kvalitet kan sagtens forenes, selvom det ofte ikke virker sådan, når man hører de landpolitiske partier højlydt fremlægge deres respektive politiker.
Men for Blåt Dragør hænger det netop uløseligt sammen. At have friheden til at leve det liv, som man ønsker for sig selv og for sine nærmeste, er en kvalitet i sig selv. Måske endda den fineste kvalitet af alle.
Friheden til at vælge, hvilke institutioner og skoler ens børn skal gå i, friheden til at vælge blandt en lang række fritidstilbud, friheden til at vælge, hvordan man vil bo, når man bliver senior, og friheden for vores erhvervsliv til at udvikle sig og blomstre er helt grundlæggende for os i Blåt Dragør.
Men frihed kan ikke stå alene, hvis kvaliteten ikke følger med. Hvis det blot er frihed til at vælge blandt muligheder, der ikke lever op til ens behov og forventninger, er friheden jo ikke i sig selv meget værd.
Derfor må der nødvendigvis også følge et fokus på kvalitet med blandt de frie valgmuligheder.
Her er Dragør fantastisk godt stillet. Vi har alle muligheder for at fremstå som et unikt eksempel på et lokalsamfund, der er tæt på København, og som har fokus på frie og kvalitative valgmuligheder.
Men det kræver, at der er en politisk evne og vilje til at gå dén vej. Det kræver, at der kommer ændringer i vores lokale politiske kultur og i vores politikeres holdning til Dragørs dna, og hvilke visioner der er for, hvordan Dragør skal udvikle sig i fremtiden.
Brænder man stadig bøger?
Lad os her blot se på nogle af de få eksempler på, hvordan vi kan gøre det meget bedre, hvis vi holder et fokus på »frihed og kvalitet«.
På et tidlig tidspunkt besluttede ACV at lukke biblioteket i Hollænderhallen. Vores by med cirka 14.000 borgere var åbenbart for lille til at have to småafdelinger, et i Dragør og et i Store Magleby – to samfund, der tidligere var selvstændige kommuner.
Resultatet blev, at der ikke længere var en biblioteksafdeling med tilgængelighed for alle. Handicappede, ældre, gangbesværede fik besværliggjort – og for nogle umuliggjort – adgang til deres lokale bibliotek, som de dog stadig betaler skat til.
Afdelingen i Hollænderhallen, som havde elevator, fået installeret et meget dyrt selvbetjeningssystem, der gjorde, at man kunne lukke sig ind i hele hallens åbningstid, og som i øvrigt kort tid inden var blevet sat i tiptop stand for over 300.000 kroner, blev lukket fra den ene dag til den anden.
Derudover blev kassevis af gode materialer kørt til afbrænding. Jeg var selv vidne, den dag en ældre kommunal ansat blev sat til at køre de mange tusinder af materialer ned til genbrugspladsen, hvorefter de røg i små brændbart.
Man kunne ikke finde på at give de mange gode bøger, magasiner med videre til kommunens institutioner eller Wiedergården. Man kunne ikke finde på at sælge dem for få kroner stykket til de borgere, hvis skattepenge havde betalt for materialerne. Nej, det var meget lettere bare at brænde dem.
Nu bruger man så uanede mængder af ressourcer på at gøre afdelingen på Vestgrønningen nogenlunde brugbar for lidt flere brugere. Men stadig vil alle ikke have et bibliotek, de har god adgang til. Det ville ifølge en undersøgelse koste adskillige millioner. Ydermere er det meget svært at parkere ved Vestgrønningen – og det bliver endnu sværere i fremtiden.
Det er spild af penge og et betydeligt dårligere tilbud til os borgere. Dårlig kvalitet og mindre frihed for brugerne af Dragør Bibliotek.
Ledelsen, der blev væk
God ledelse er der masser af eksempler på – også i Dragør. Den politiske ledelse af vores kommune lader dog ofte noget tilbage at ønske. Også her skal der blot fremhæves nogle få, men tydelige eksempler.
I Asger Villemoes havde Store Magleby Skole en fremragende leder. Han blev meget berettiget forfremmet til velfærdsdirektør i Dragør Kommune under den tidligere administration (borgmester).
I fire år havde jeg selv glæden af at arbejde sammen med Asger, blandt andet i det daværende skoleudvalg, som nu er nedlagt. Asger er et af de mest intelligente og kompetente mennesker, jeg i mit professionelle liv har mødt.
Det kom derfor som en overraskelse, da jeg erfarede, at det nuværende flertal havde fyret ham. En politisk fyring, da man søgte »en ny profil«, hvor ingen i øvrigt kunne redegøre for, hvad den nye profil skulle kunne, som Asger ikke kunne?
Måske var den nye profil bare bedre til ikke at sige fra, når flertallet tromlede den såkaldte Dragør-model igennem, trods modstand fra alle, inklusivt de tre skolebestyrelser.
Til gengæld var den politiske handlekraft fuldstændig fraværende, mens problemerne tårnede sig op – og medarbejdertrivslen tilsvarende faldt – i Nordstrandens Vuggestue og Hollænderhallen.
Dragørs borgere mistede mange gode medarbejdere, enten fordi de sagde op, lod sig pensionere eller blev langtidssyge. Trivselsundersøgelsen blandt Hollænderhallens medarbejdere var som en gyser af Stephen King – men reagerede de ansvarlige politikere?
De ældre betaler også prisen
Da der var vælgermøde på Wiedergården, fik borgmesteren bifald for at sige, at han og flertallet havde svigtet de ældre.
Ikke at det er fantastisk, at det lokale flertal nu i årevis har svigtet vores mest udsatte borgere, men fordi han som den eneste fra flertallet var mand nok til at indrømme det. En undskyldning havde dog været på sin plads.
Venstre nye, unge spidskandidat mente, at man måtte jo se på det, hvis der var noget, der ikke fungerede, hvilket afstedkom hovedrysten og fnysen fra de mange tilhørere.
Der er i dén grad noget galt og noget, der skal gøres, og det er hurtigt. For der er hverken megen frihed eller kvalitet over det liv, Dragørs mest udsatte borgere har.
Ældreplejen har slået fejl på mange områder, og det er i høj grad politikernes ansvar og ikke medarbejdernes.
Nu vil man så ovenikøbet tvinge de ældre til at købe robotstøvsugere – en anordning, der slet ikke fungerer i et hjem med mange tæpper, dørtrin og møbler, som mange ældre jo har.
Da flere påpegede det, var borgmesterens svar, at hjemmeplejens støvsugning jo heller ikke var for god.
Vores handelsliv bløder
Vi har de mest vidunderlige muligheder for et skønt og blomstrende handelsliv i og omkring den gamle by.
Men i stedet for at være en aktiv medspiller optræder det politiske flertal mere som en modspiller.
Flere af vores dejlige caféer lever i usikkerhed fra år til år om, hvorvidt de får lov til udeservering og i hvor høj grad, og der foregår ejerskifte i et rask tempo.
Smukke oliventræer skal barberes ned til bonsaistørrelse uden nogen god forklaring. Forvaltningens topfolk bliver sendt ud med målebånd og løftede pegefingre. Det er så tåkrummende, at det næsten gør ondt.
Politisk smagsdommeri dikterer, hvad der må stå på kanten af caféernes parasoller, og sådan kan man blive ved. Ingen tillid til, at vores erhvervsdrivende gør alt, hvad de kan for at skabe en attraktiv forretning. Kunne man ikke starte med at udvise tillid, og opstår der så problemer, kunne man måske tage det i en fornuftig dialog? I stedet laves der underlige regler, og bureaukratiet vokser fuldstændig unødvendigt.
Kræmmergården får forbud mod at opstille en lille foodtruck, mens der arbejdes på, at en amerikansk logistikvirksomhed som Mileway kan smadre Nords smukke marker med gigantiske lagerhaller i beton og dertilhørende massiv og tung lastvognstrafik af skoleveje, med støj, møg og usikkerhed. Flertallet påstår nu, at det alligevel ikke vil ske, men det vil jo ikke være første gang, at de giver dispensationer.
Vil du have mere af det samme?
Dette er blot nogle eksempler på, hvad ACV har stået for i denne valgperiode. Synes du, at det repræsenterer dit syn på, hvad Dragør er og bør være, så er valget let.
Så stemmer du bare, som du altid har gjort, for så får du det samme, som du altid har fået.
Synes du derimod, at vi i Dragør kan mere og bør stå for mere kvalitet, mere frihed og tillid, mere natur og ikke mindre, mere tryghed og ikke mindre, så overvej, om du til valget til november bør stemme på noget nyt, på noget anderledes. Noget, som ikke dikteres fra Christiansborg og en virkelighedsfjern partitop, men som er groet op nedefra – fra det lokale og fra det, rigtig mange Dragør-borgere har bidraget med.
Overvej, om du ikke bør give Blåt Dragør chancen. For én ting kan du være sikker på med os: Hvis vi ikke holder, hvad vi lover, så vil vi blot være en fireårig døgnflue, der vil være væk igen – og det har vi absolut ingen interesse i.
Derfor garanterer vi, at det, vi går til valg på, også er det, du 100 procent kan regne med. Vi går aldrig på kompromis med mere frihed og højere kvalitet i vores dejlige Dragør.
Med venlig hilsen
Kim Dupont
Formand for Blåt Dragør