Ny håndbog skal guide lokalpolitikerne

Et politisk kodeks – håndbog for arbejdet i kommunalbestyrelsen – har været længe undervejs og skabt splid i kommunalbestyrelsen. Nu har et flertal vedtaget det i Økonomiudvalget, så lokalpolitikerne får nye fælles spilleregler.
Når man samles til kommunalbestyrelsesmødet, skal alle have det samme grundlag for at tage stilling til sagerne. Det er en af de punkter, der nu er sat rammer for i håndbogen for arbejdet i kommunalbestyrelsen, som nu ligger færdig og er på vej til vedtagelse. Arkivfoto: Kirsten Marie Juel Jensen.

»Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har som led i varetagelsen af sit hverv ret til at gennemse sagsmateriale, der i endelig form foreligger i kommunens administration.«

Sådan lyder et af de første punkter i den nye håndbog for arbejdet i kommunalbestyrelsen, som netop er blevet godkendt i Økonomiudvalget.

Det kommer næppe bag på nogen, at politikerne skal have adgang til og tid til at læse sagsmaterialet grundigt igennem, inden de skal tage stilling til en sag i kommunalbestyrelsen. Men netop præciseringen er vigtig og viser tydeligt, hvad politikerne ønsker at skabe klare rammer for med den nye håndbog.

Her står nemlig:

»Retten til sagsindsigt vedrører alene eksisterende materiale. Det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem har ikke krav på, at der tilvejebringes nyt materiale eller sammenstilling af diverse datamateriale, ud over hvad der kan foretages ved få og enkle kommandoer.«

Det er en pointe, der har været vigtig for Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet, som har stillet forslaget. For dem er håndbogen vigtig for at sikre, at forvaltningen ikke overbebyrdet med særforespørgsler fra politikerne. Samtidig er målet at sikre, at alle kommunalbestyrelsesmedlemmer har samme informationsgrundlag, når de mødes i byrådssalen.

KB-postkassen skal ikke bombarderes

Af samme grund fastlægger håndbogen nu også principper for, hvordan forvaltningen forventes at servicere kommunalbestyrelsesmedlemmerne.

Selvom kommunalbestyrelsesmedlemmerne løbende kan stille spørgsmål til forvaltningen via den såkaldte KB-postkasse, kan forvaltningen nu bede et fagudvalg om at tage stilling til, om spørgsmålet skal besvares – hvis det skønnes at kræve mere end en times arbejde.

Derudover skal der være åbenhed om alt, der bliver spurgt til:

»Alle spørgsmål og svar offentliggøres på kommunens hjemmeside en gang om måneden. Ved behov indleder forvaltningen dialog med spørgeren om besvarelsen af spørgsmålet, eventuelt for at indskrænke spørgsmål af hensyn til forvaltningens ressourceforbrug.«

Ingen valgsnak på kommunale institutioner

Der er også kommet helt klare linjer for, hvordan man som kommunalpolitiker må besøge kommunale institutioner som led i sit politiske arbejde. Uanset tidspunkt må man ikke uddele valgmateriale eller holde valgtaler – og man må hverken tage billeder eller lave video- og lyd foto-optagelser under besøget uden forudgående aftale.

Samtidig fremgår det i håndbogen, at kommunalbestyrelsernes fravær fra udvalgs- og kommunalbestyrelsesmøder skal offentliggøres på Dragør Kommunes hjemmeside, og at der er faste regler for, hvad kommunalbestyrelsesmedlemmer må bruge kommunens lokaler til.

For eksempel må man ikke afholde borgermøder i lokalerne uden at invitere alle partiers medlemmer, ligesom paneldebatter skal være åbne for deltagelse fra alle partier.

Kan alle ikke bare opføre sig ordentligt?

Men hvorfor er det så vigtigt at have sådan en håndbog for, hvordan man kan være lokalpolitiker? Kan man ikke have tillid til, at alle opfører sig ordentligt?

»Vi har allerede et code of conduct for, hvordan vi er over for hinanden som politikere. Så for mig er det fuldstændig naturligt, at vi som bestyrelse for en stor organisation har retningslinjer for, hvordan vi opfører os som ledelse. Det er også ud fra en hensyntagen til medarbejderne. Det er mærkeligt, hvis vi stiller krav til forvaltningen, hvis de ikke kan gøre det til os,« lyder det fra borgmester Kenneth Gøtterup (C).

Det er dog ikke alle, der deler den holdning. Mens alle Økonomiudvalgets medlemmer fra Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet naturligt nok stemte for deres eget forslag, stemte Sydamagerlisten og liste T imod.

Peter Læssøe fra liste T har tidligere kaldt indholdet i det politiske kodeks for udemokratisk, mens Flemming Blønd fra Sydamagerlisten har brugt ord som »totalitært« og hæmmende for den frie dialog om det.

Moderaterne er ikke repræsenteret i Økonomiudvalget, men har også tidligere talt imod behovet for et fælles politisk kodeks.

»Det er noget, vi ser meget forskelligt på i kommunalbestyrelsen. Men jeg er faktisk forundret over, at man kan tænke, at det ikke er en nødvendighed. Jeg synes, at håndbogen er et udtryk for moderne ledelse, ansvarlighed og synlighed,« siger Kenneth Gøtterup.

Partierne kommer sandsynligvis til at diskutere emnet igen, når håndbogen skal behandles på kommunalbestyrelsesmødet den 26. juni.

Fik du læst?