Træklatring.
Træklatring.
Overnatning i hængekøjer.
Overnatning i hængekøjer.
Gåtur i Kongelunden.
Gåtur i Kongelunden.
Sunde snacks.
Sunde snacks.

Aktiv sommer på Kongelundsfortet

Igen i år melder Kongelundens Outdoorforening en god og travl sommer på Kongelundsfortet. 

Mere end 500 mennesker har været forbi til aktiviteter på fortet, hvor tilbuddene har lydt på alt fra familieadventurerace, træklatring og »stand-uppaddle« til mad over bål, sanketure og japansk skovbadning.

I ugerne 27, 28 og 29 blev der afviklet åbne dagsaktiviteter for folk i alle aldre mellem, og i ugerne 26, 30 og 31 var det de unges tur til at deltage i Outdoor-Camps for de 10–15-årige.

Den lokale forening Kongelundens Outdoorforening (KOF) har medvirket til afviklingen af sommerens aktiviteter. Hos KOF mærker man tydeligt, at mange af sommerens deltagere er blevet inspireret af outdoor-aktiviteterne. Det viser sig nemlig nu gennem nye medlemmer i foreningen.

»Konceptet Sommer på fortet opstod sidste år som en reaktion på covid-19 og de begrænsede muligheder for at rejse udenlands, hvor vi gerne ville sørge for, at danskerne – på trods af covid – kunne få nogle gode sommeroplevelser,« fortæller Morten Christensen, som er bestyrelses-medlem i KOF og ansat på Kongelundsfortet Outdoorcenter, og tilføjer, at årets Sommer på fortet holder samme niveau som sidste år og måske ovenikøbet går lidt frem på antal deltagere – og det på trods af, at der har været flere muligheder for at holde ferien udenlands. 

»Det er dejligt, at outdoor-aktiviteterne for alvor er blevet en fast del af danskernes sommerferie. Og så er det jo bare ekstra dejligt, at folk også gerne vil fortsætte med outdooraktiviteterne i fritiden og melder sig ind i foreningslivet, « lyder det afslutningsvis fra Morten Christensen.

Samarbejdet fortsætter

KOF er opstået i forbindelse med et 3-årigt samarbejdsprojekt imellem Dragør Kommune og DGI Storkøbenhavn og er støttet af Nordea-fonden.

Det 3-årige projekt udløb den 1. august, men aktiviteterne på Kongelundsfortet fortsætter – både i form af outdoorcenteret og det lokale foreningsliv – da der er lavet ny samarbejdsaftale imellem Dragør Kommune og DGI Storkøbenhavn. Denne nye samarbejdsaftale løber for nuværende til og med 2023.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk