Vi har modtaget:

At drukne i Tårnby

I disse uger er emnet kommunal selvstændighed eller ej naturligt nok kommet på lystavlen igen. For nogle borgere og politikere føler sig overbeviste om, at mange ting bliver meget bedre, hvis vi sammenlægger Dragør med Tårnby Kommune. 

Sådan har jeg det ikke, og det er der flere årsager til. 

For det første har jeg aldrig set en dokumentation, som beviser, at Tårnby Kommune er så meget skønnere at være borger i. Ja, de har flere svømmehaller, men har de også gladere børn i daginstitutionerne, bedre skoler, bedre integration, mere nærværende ældreomsorg eller i det hele taget en bedre kommunal drift? 

Det er bestemt ikke mit indtryk. Alene i år har der for eksempel i Tårnby været en kritisk undersøgelse på børneområdet i relation til sager om tvangsfjernelse, kritik af Datatilsynet for brud på reglerne i databeskyttelsesforordningen, og en tidligere jobcenterchef har indberettet kommunen for lemfældig omgang med beskæftigelseslovgivningen og EU-reglerne. 

Så hvor supergodt går det egentlig i vores nabokommune – og bliver alting meget bedre, hvis vi gifter os? 

Det tror jeg ikke, selv om det vil medføre administrative besparelser. For flottere tal på bundlinjen i et kommunalt budget kan ikke uden videre aflæses 1:1 i kvalitet – dette handler i høj grad også om ledelse – og jeg mener samtidig, at man skal passe på med at undervurdere, hvad det giver for den enkelte borger at bo i en lille kommune med tættere relationer og nært demokrati. Noget af det, mange fremhæver – så hvorfor sætte det over styr? 

Derfor er der et andet konkret tal, som jeg gerne vil bede sammenlægnings-optimisterne om at forholde sig til – nemlig det faktum, at Tårnby er tre gange større end os. Det betyder, at vi forventeligt kun ville få en fjerdedel af pladserne i en ny, samlet kommunalbestyrelse, hvilket i sig selv er yderst bekymrende. Det kræver ikke stor politisk indsigt at vurdere, at det vil gøre vores indflydelse meget lille, og præcist den udfordring har kendetegnet kommunalreformen i mange kommuner, hvor masser af borgere stadig føler sig oversete i den nye storkommune. Jeg frygter så at sige at drukne i Tårnby. 

Så hvad gør vi så – i lyset af den dårlige økonomi? Vi kæmper med næb og kløer for at få kommunens økonomi rettet op, så vi er i stand til at passe ordentligt på hinanden og på vores kommune. Af samme årsag bliver jeg simpelthen så træt, når jeg læser flertallets nye budget, som har »valgår« skrevet med store typer over det hele. For ja, det kan lyde besnærende med lidt godt til næsten alle, men faktum er, at budgettet er baseret på låneoptag, teoretiske besparelser og meget små tilpasninger. 

Der er nok at tage fat på. Fra konservativ side vil vi arbejde for, at Dragør Kommune holder skindet på næsen og bevarer sin selvstændighed. Det bliver en udfordring, men vi vil gøre, hvad vi kan – uden et arrangeret ægteskab hen over kommunegrænsen. Vi har noget unikt, og det skal vi værne om. 

Med venlig hilsen
Mia Tang
Kandidat til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk