Beskyttelse mod stigende vandstand og stormflod

Dragør Kommune har siden 2020 indgået i et samarbejde med Hvidovre, Tårnby og Københavns Kommuner om beskyttelse mod stigende havvand. Dragør Nyt har mødt borgmester Kenneth Gøtterup, C, til en snak om de videre forløb af kystbeskyttelsen

Af Birgit Buddegård

Dragør Kommune har cirka 13 kilometer kyst og er meget udsat for oversvømmelser, hvilket har været tæt på flere gange i de senere år.

Borgmester Kenneth Gøtterup, C, har derfor selv foreslået, at vi mødes på havnen, der senest i efteråret var udsat for oversvømmelser på grund af højvande.

Kenneth Gøtterup fortæller, at Dragør har to særlige udfordringer. Den ene er, at der mangler diger i den sydvestlige del af kommunen, hvorfor en oversvømmelse her vil kunne trænge bagom og oversvømme store dele af kommunen.

Den anden udfordring er, at de nuværende diger ikke er høje nok i forhold til de prog-noser, der er i forhold til den stigende vandstand.

Dragør Kommune har derfor i flere år arbejdet med kystbeskyttelse, for det kan have enorme både privat- og samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis ikke der etableres kystbeskyttelse i tide, lyder det fra borgmesteren.

Konsekvenser af stormflod

Kystsikring er kompliceret og det største anlægsprojekt i kommunen nogen sinde, men nu er det alvor, og der skal findes en løsning, siger Kenneth Gøtterup.

Kommer der en stor oversvømmelse, er det ikke tilstrækkeligt at vente på, at vandet trækker sig tilbage og så ringe til forsikringsselskabet. Erfaringer fra andre lande har vist, at genopbygning af boliger kan tage adskillige år – dels fordi, der mangler arbejdskraft, dels fordi statslige og kulturbærende bygninger vil få første prioritet.

Væsentlige infrastrukturområder som for eksempel lufthavnen, Øresundstunnelen og metroen vil givet komme i første række.

Hertil kommer, at forsikringsselskaberne ved gentagne oversvømmelser ikke nødvendigvis dækker udgifterne.

Midtvejsstatus på kystsikring

Torsdag den 3. marts i år vedtog kommunalbestyrelsen det videre forløb om de fremtidige diger i Dragør.

Borgmester Kenneth Gøtterup satte Dragør Nyt stævne i Dragør Havn. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Borgmester Kenneth Gøtterup satte Dragør Nyt stævne i Dragør Havn. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Den hidtidige plan om fremskudte diger fortsætter, og de forslag, der er kommet fra blandt andet grundejerforeningen Søvang og digelavet på Nordstranden, skal yderligere undersøges.

Den proces er i gang, siger Kenneth Gøtterup – og tilføjer, at forvaltningen kommer tilbage med en plan i efteråret i år.

Henvendelse til ministre

Kenneth Gøtterup tog i marts initiativ til et møde med borgmestrene fra Hvidovre, Tårnby og Københavns Kommuner, og de blev enige om at rette en fælles henvendelse til henholdsvis miljøministeren og transportministeren for at få en fælles løsning om blandt andet finansieringen af kystsikringen.

»Det er for eksempel ikke rimeligt, at Dragør skal stå alene med en stor udgift, når en kystsikring ved Dragør også beskytter andre interesser i for eksempel København,« siger Kenneth Gøtterup, der presser på for at sikre en vis statslig finansiering.

Aktuelt afventer de fire borgmestre ministrenes tilbagemelding, men Kenneth Gøtterup forventer, de får foretræde for to ministre i løbet af sommeren.

Forskellige interesser

I Dragør ønsker man en sikring mod en 100-års-hændelse. Infrastrukturselskaberne ønsker en højere sikring, det samme gør Københavns Kommune, og i Hvidovre er man særligt udfordret ved broen over Kalveboderne. Der er således mange forskellige interesser i spil og med forskellige udgangspunkter, konstaterer Kenneth Gøtterup.

»Hvis alle aktører selv begynder at bygge diger om deres kommune, omkring lufthavnen eller omkring en metro, vil det betyde, at vi alle bruger mange penge på kystsikring, men uden sammenhæng,« lyder det fra borgmesteren, der konstaterer, at sådan har planlægningen været indtil nu.

Det er dog hans vurdering, at alle parter er opmærksomme på det uhensigtsmæssige i dette.

»Vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå suboptimering og i stedet for fremme fælles løsninger, der tilgodeser alles behov, og som gør det billigere for den enkelte borger,« siger Kenneth Gøtterup.

Et skrækscenarie

Der er store og væsentlige interesser på spil blandt andet i forbindelse med lufthavnen og metroen, ligesom der er væsentlige offentlige bygninger i København.

Det kan betyde, at andre aktører vurderer, hvordan kystsikring af hovedstaden skal finde sted – eller at der træffes lovgivende beslutninger på området.

Derfor finder Kenneth Gøtterup, at det er en vigtig opgave for Dragør Kommune at sikre, at Dragør sidder med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, så Dragørs interesser varetages bedst muligt.

Et skrækscenarie er, at andre aktører beslutter at bygge et dige bagom Dragør for at sikre lufthavnen og andre interesser, da det vil betyde, Dragør er lukket ude foran et dige med fri adgang til havet.

»Vi skal være ærlige om risikoen for, at de »store« kører uden om Dragør,« siger Kenneth Gøtterup, der dog er fortrøstningsfuld. Alle er samarbejdsvillige, men har ikke nødvendigvis samme interesser.

Dragørs identitet

»I Dragør vil vi gerne kunne se vores vand,« så et højt dige ville være forfærdeligt, siger Kenneth Gøtterup.

Dragør Havn skal sikres med kun én indsejling og en port, der kan lukkes – ligesom der skal ske en forhøjning af molerne.

Natura 2000 skal også tages i betragtning og skal løses i samarbejde med Sund og Bælt.

Når arbejdet går i gang, fortæller borgmesteren, vil der blive brug for eksperter udefra.

Jord til arbejdet kan hentes fra hele Danmark, hvor blandt andet etablering af forbindelsen over Femern vil give rigelige mængder.

Det videre arbejde

Dragør arbejder videre med at få belyst indkomne forslag til ændringer af Dragørs nuværende projekt, og Kenneth Gøtterup fortæller, der er planer om blandt andet dialog med grundejerforeninger.

Han er også for at sikre Drag-ørs interesser bedst muligt i tæt kontakt med alle andre aktører og kommuner, der har interesse i kystsikringen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk