Fra terrassen fortalte Neel Seerup Hansen blandt andet om familiens historie og sin opvækst på Amager. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fra terrassen fortalte Neel Seerup Hansen blandt andet om familiens historie og sin opvækst på Amager. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Besøg på Seerupgaard

Af Birgit Buddegård

Sidste punkt på det kongelige besøg i anledning af Store Maglebys 500-års-jubilæum foregik på det økologiske landbrug, Seerupgaard på Fælledvej.

Udenfor på cykelstien havde en del ladcykler fyldt med børn, flag og balloner taget opstilling for at få et glimt af de kongelige, der – før de i kronebiler kørte op til selve gården – gjorde ophold ved udsalgsstedet »Økoskabet«.

Her blev de budt velkommen af Marc Seerup Hansen, der havde arrangeret et bord med et rigt udvalgt af gårdens afgrøder.

Dronningen og Prinsesse Beatrix var begge inde i Økoskabet og fik demonstreret, hvordan det fungerer i praksis, før de kørte videre til gården, hvor de blev modtaget af Neel Seerup Hansen og hendes familie, der nedstammer fra de hollandske indvandrere. Flere af familiemedlemmene var da også iført amagerdragter.

Der var sat stole ud på gårdens store terrasse, og her havde de kongelige frit udsyn til marker, mens Neel Seerup Hansen fortalte om 501 år på Amager. Hun fortalte blandt andet om, at familien betragter sig selv som amager-hollændere, og om traditionen med de hollandske fornavne, som familien – og også hun selv og hendes mand – har holdt i hævd til deres egne børn.

Hun fortalte om opvæksten på forældrenes gård, og de kongelige morede sig flere gange undervejs – og efterhånden blev det mere til en samtale mellem de tre, end et egentlig foredrag.

Stemningen var rigtig god, og der blev spurgt interesseret, da Neel Seerup Hansen fortalte om dyrkningsmetoder og afgrøder – og Dronning Margrethe trådte behjælpeligt til med engelske oversættelser af blomsternavne.

Herefter gik de kongelige over i et drivhus, hvor de blev budt på smagsprøver af forskellig slags.

Her måtte pressen ikke deltage, men efterfølgende fortalte en af deltagerne i det kongelige følge, at både Dronningen og Prinsesse Beatrix havde været meget begejstrede. Det samme var pressen, da de efterfølgende fik lov at smage.

Med det kongelige besøg på Seerupgaard sluttede en festlig formiddag.

Der blev sagt farvel til både Neel Seerup Hansen med familie og borgmester Kenneth Gøtterup, hvorefter kronebilerne rullede ud på Fælledvej.

Flere familiemedlemmer møder op iklædt amagerdragt.
Flere familiemedlemmer møder op iklædt amagerdragt. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Marc Seerup Hansen fremviser Seerupgaards afgrøder til de royale gæster. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Marc Seerup Hansen fremviser Seerupgaards afgrøder til de royale gæster. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Det kongelige besøg i Drag­ør trækker presse til både fra ind- og udland – også landets store mediehuse. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Det kongelige besøg i Drag­ør trækker presse til både fra ind- og udland – også landets store mediehuse. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Fotos: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk