Børn på vejen

Nu er det tid til at øve skolevejen

Om en uge begynder det nye skoleår, og eleverne skal tilbage på skolebænken efter sommerferien – og helt særligt er skolestarten selvfølgelig for de helt nye 0.-klasser, der skal starte et nyt kapitel i deres liv.

Med til en god skolestart hører, at eleverne lærer at være sikre i trafikken. Derfor lyder der også hvert år en opfordring til forældrene om, inden skoleåret for alvor begynder, at øve skolevejen nogle gange med såvel de helt nye som de let-øvede i trafikken og lære dem, hvad de skal gøre, hvis de eventuelt skal krydse vejen. 

»Vi har generelt gode forhold og veje til og omkring skolerne i Dragør. I vinter fik vi for eksempel sat elektroniske hastighedsmålere op ved Nordstrandskolen,« fortæller borgmester Kenneth Gøtterup.

Med den nyeste måler på Hartkornsvej ved Nordstrandsskolen er der nu fartmålere ved alle kommunens tre skoler. De to øvrige er placeret på Kirkevej ved Store Magleby Skole og ved Dragør Skole på Søndre Strandvej lige før Vestgrønningen.

»Vi er med i kampagnen Børn på vej, som skal minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til de mange skolebørn, der færdes på skolevejene,« oplyser borgmesteren.

Skolerne varetager den obligatoriske trafikundervisning, som skal lære eleverne at være sikre i trafikken, men derudover er det også vigtigt, at forældrene træner og taler trafik med deres børn, så de kan lære selv at gå eller cykle til skole – og at træffe de sikre valg i trafikken, lyder det afslutningsvis fra Kenneth Gøtterup.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk