Vi har modtaget:

Budgetforhandlinger

Formændene takker for et konstruktivt forløb 

I Dragør Kommune har vi fået en tradition for, at partiernes formænd deltager aktivt i budgetforhandlingerne. Således også i år. 

Der har været mange og lange forhandlinger. Forvaltningen har bistået med gode analyser og beregninger af et utal af forslag. Og nu er vi i mål med den indgåede budgetaftale, som endeligt blev vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet den 11. oktober. 

Som formænd har vi reflekteret over forløbet. 

Vi har haft et fælles ønske om at undgå generelle rammebesparelser – og det er lykkedes. 

Vi har sammen med vores folkevalgte politikere arbejdet hårdt for at sikre, at budgettet til fulde lever op til at overholde kommunens økonomiske politik – herunder overholdelse af servicerammen, et driftsoverskud på 60 mio. kr. i løbet af budgetperioden og en kassebeholdning på minimum 40 mio. kr. – og det er lykkedes, så der er skabt et solidt grundlag for kommunens økonomi de kommende fire år. Det er en vigtig forudsætning for at sikre velstand og velfærd fremover. 

Opgaven har ikke været nem, for vi har været underlagt stramme vilkår fra oven i form af servicerammen – det maksimale beløb vi må bruge i henhold til aftalen imellem kommunerne og regeringen. Alligevel er det lykkedes at sikre et budget, hvor fokus er fastholdt på at sikre den borgernære service. Og trods uenighederne er forhandlingerne ført i en god tone, hvor alle har budt ind. Ingen har fået alt, men alle har fået noget. Sådan skal det også være, når fire partier med hvert sit udgangspunkt skal finde sammen om en fælles aftale.

Vi havde gerne set, at der – som sidste år – havde været en samlet kommunalbestyrelse bag budgetforliget i stedet for »kun« fire ud af fem partier. Desværre meldte Konservative sig ud af forhandlingerne, inden de rigtigt kom i gang, og det finder vi meget ærgerligt. Men i det mindste har vi 12 ud af 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen bag budgetforliget. 

Det er vores håb, at vi i fremtiden får et politisk landskab i Dragør, hvor alle partier ønsker at deltage aktivt i budgetforhandlingerne, så alle vælgere ad den vej får mulighed for at påvirke resultatet.

Med venlig hilsen
Pia Voel (formand for Socialdemokratiet i Dragør)
Morten Dreyer (formand for Dansk Folkeparti i Dragør)
Kristine Bak (formand for Tværpolitisk Forening)
Erik Skovgaard Nielsen (formand for Venstre i Dragør)

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk