Claus og Kirsten Ehlers i 2017, hvor Claus Ehlers blev fuglekonge i Dragør Borgerforening. Arkivfoto: Dines Bogø.
Claus og Kirsten Ehlers i 2017, hvor Claus Ehlers blev fuglekonge i Dragør Borgerforening. Arkivfoto: Dines Bogø.

Claus Ehlers fylder 80 år

En af Dragørs kendte personligheder runder den 8. december et skarpt hjørne. Claus Ehlers har boet på Amager hele sit liv – i Dragør Kommune siden 1972, hvor han overtog familiens sommerhus på Søvej og byggede det om til helårsbolig, efter at Søvangs status blev ændret fra sommerhusområde til villabebyggelse. Efter 42 år her flyttede han i 2015 med sin hustru, Kirsten, til Schoutgården for at komme tættere på Dragør by.

Den rundende fødselar var i en årrække kendt som Søvangs ildsjæl og forkæmper. Han fik som en aktiv formand for den store grundejerforening – Danmarks største med cirka 650 parceller – med sin mangeårige  indsat for alvor sat Søvang på landkortet. Det var ham, der fik etableret »Søvangs Brobisser« – og de er stadig i fuld vigør med »Danmarks længste badebro«, når den tages ind om efteråret og lægges ud om foråret. Badebroen, der er blevet Søvangs vartegn, er i øvrigt blevet optaget i Guinness Rekordbog, og så er dens længde nem at huske; 279,1 meter – Dragørs Postnummer (2791).

Claus Ehlers er ivrig deltager i kommunens righoldige foreningsliv, og hans interesse for lokalhistorie fornægter sig ikke. Han har været bestyrelsesmedlem i Dragør Lokalhistoriske Forening gennem 25 år og foreningens formand med succes i seks år. Han har haft værdigheden som fuglekonge i såvel Dragør Borgerlige Skyttelag som i Dragør Borgerforening. Han har endvidere været medlem af Rotary i mere end 50 år – og dertil i knapt 50 år broder i Amagers eneste Odd Fellow Loge Christian den 4., hvor han i snart 20 år har beklædt det hæderfulde hverv som Logens Gildemester. 

Efter en lang og spændende karriere i erhvervslivet og en periode som 2. viceborgmester i Dragør Kommune har Claus Ehlers gjort en imponerende indsats som forfatter til større lokalhistoriske bøger om Amager og ikke mindst Dragør. Han har gennem årene holdt mange foredrag om Amager – og om Saltholm, som ligger hans hjerte nær. Hans viden om Saltholm stammer ikke mindst fra hans medlemskab af Saltholmsejerlaugets bestyrelse gennem mere end 40 år.

Kirsten har stået ham bi gennem årene – og sammen kan de til næste år fejre diamantbryllup.

Fødselsdagen markeres med en reception på Dragør Fort torsdag den 8. december fra kl. 14 til 17, hvor der er mulighed for at komme forbi og gratulere.

Som gæst på dagen kan man som en lille erindringsgave få udleveret et eksemplar af en af fødselarens mange bøger – dog kun så længe restoplaget rækker.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2023 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk