Michael Rachlin.
Michael Rachlin.

Vi har modtaget:

Det er et klimavalg!

Når vi skal stemme tirsdag den 16. november, er det et klimavalg. Og vi kan lige så godt vænne os til det: Klima kommer til at ligge i toppen af dagsordenen ved alle valg og folkeafstemninger i resten af vores levetid. Udfordringen er svimlende. Men den er ikke umulig. Vi har travlt, og den grønne omstilling kommer ikke til at foregå i »Dragør-tempo«. 

Der kan være gode grunde til, at mange forandringer i Dragør foregår i et adstadigt tempo. Men når det kommer til vores klimaaftryk på kloden, er det simpelthen ikke godt nok.

I sidste uge præsenterede Radikale Venstre en historisk ambitiøs og fuldt finansieret plan for, hvordan Danmark ikke blot skal være bæredygtig i 2040: Danmark skal bidrage positivt til klimaet og være 110% bæredygtig.

På lokalt plan er vi ikke mindre ambitiøse – og vores krav vil være konkrete og mulige at implementere: Kommunens bygninger er gamle og ofte nedslidte. Vi skal have energirenoveret samtlige kommunens bygninger inden for otte år. Det vil være en investering, der både er økonomisk og klimamæssig bæredygtig på langt sigt.

Ud af 850 parkeringspladser omkring havnen og den gamle by er der i dag tre ladestandere. Det skal ses i lyset af, at fire ud af ti nyregistrede biler lige nu er enten elbiler eller pluginhybrider. Det kan vi gøre bedre: Vi skal tilbyde 150 attraktive parkeringspladser til de selskaber, der udbyder ladestandere. Ikke kun på havnen og i gamle by – men alle steder i Dragør, hvor borgeren ikke selv har mulighed for at sætte en ladestander op.

Vi skal have indført en intern CO2-pris – eller »skyggepris« – på alle kommunens indkøb. En intern CO2-pris er det billigste og mest omkostningseffektive værktøj til CO2-reduktioner. Når kommunen har indkøb på over 50.000 kr., skal den interne CO2-pris indgå, så de produkter og tjenester, som belaster klimaet, bliver relativt dyrere. Dette har blandt andet Middelfart Kommune allerede gjort.

Endelig skal vi have mest mulig biodiversitet og natur i vores lokalområde. Det gælder ikke mindst, når vi vælger en løsning for den kommende kystsikring. 

Der er mange andre ting, kommunen kan gøre. Og vi er kun ved begyndelsen. Men hvis Radikale Venstre får afgørende indflydelse efter valget – hvilket der er bedre chancer for, end nogensinde – så kommer vi til at have konkrete krav med.  

Ingen bliver borgmester i Dragør med radikale stemmer uden konkrete og ambitiøse mål på klimaområdet.

Med venlig hilsen
Michael Rachlin
Spidskandidat for Radikale Venstre i Dragør Kommune 

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk