Vi har modtaget:

Det sociale område er svært udfordret

I foråret 2021 behandlede kommunalbestyrelsen sagen om, hvorvidt Dragør Kommune skulle opsige sit samarbejde med Tårnby Kommune om varetagelse af blandt andet det sociale område.

Socialdemokraterne stemte sammen med DF, Venstre og liste T for at hjemtage området til Dragør Kommune pr. 1. september 2021. 

Konservatives bekymring

Den 31. marts 2021 behandlede kommunalbestyrelsen sagen, og Konservative valgte ikke at stemme for hjemtagelsen. 

Vi anførte blandt andet følgende begrundelse for ikke at stemme for: »C gr. finder ikke, at Dragør Kommune i tilstrækkeligt omfang, fagligt som ressourcemæssigt, kan løfte de specialiserede opgaver på faglig forsvarlig vis, hvorfor vi ønsker at fastholde opgaverne i et forpligtende samarbejde, af hensyn til at sikre det bedste faglige niveau i borgernes sagsbehandling.«

Baggrunden for denne vurdering var blandt andet bygget på, at Dragør Kommune har rekrutteringsudfordringer til området. Der havde været ledelsesskift i afdelingen – men ikke mindst, at området i dag er så komplekst, at selv store kommuner er udfordrede. Og da vi samtidig er en kommune, der på andre specialiserede områder, eksempelvis byggesagsbehandling, ikke kan få det til at hænge sammen, ønskede vi ikke at hjemtage opgaven. Vi syntes, det var en alt for stor chance at tage for de borgere, der har brug for kommunens hjælp.

Bekymring bekræftet

Blot seks måneder senere bliver vores bekymring bekræftet.

1. september 2021 overtog kommunen opgaven. Udvalgsformanden for det sociale område, Nicolai Riber, har talt varmt for hjemtagelsen, ligesom Dansk Folkeparti ved Morten Dreyer har hyldet hjemtagelsen af opgaverne på de sociale medier. 

Desværre gjorde de regning uden vært. For siden 31. marts 2021, hvor flertallet besluttede at hjemtage opgaverne, er socialområdet i Dragør Kommune kuldsejlet. Politikerne har fået redegørelse på udvalgsmøder, og forvaltningen har i en skriftlig redegørelse oplyst: 

»Der har siden 2019 været forskellige udfordringer i afdelingen for sociale ydelser. Det har medført ledelsesskift to gange, og afdelingen ledes p.t. af direktionen, da nuværende afdelingsleder er stoppet. Derudover har der været en stor personaleudskiftning i afdelingen, og der er p.t. vakante stillinger, da det er vanskeligt at rekruttere til området. Forvaltningen har i den forbindelse måttet indkøbe eksterne konsulenter fra nu og et stykke ind i efteråret, hvilket vil medføre en yderligere udgift på området. 

Afdelingen står også over for indførelse af nye IT-systemer. Det er forvaltningens vurdering, at den aktuelle normering i afdelingen er tilstrækkeligt, men at man er svært udfordret på opgaveløsningen, da der ikke er de tilstrækkelige faglige kompetencer i afdelingen, bl.a. qua medarbejderskifte, samt nyuddannede medarbejdere. Dette gælder særligt det hjemtagne fra Tårnby pr. 1. september samt helt generelt digitaliseringskompetencer og projektlederkompetence.«

Konsekvensen

Forvaltningen har måttet hyre flere eksterne konsulenter ind for at hjælpe med at løse opgaven og rette området op. Det kommer til at medvirke til en bekostelig merudgift for kommunen. Samtidig har forvaltningen været nødsaget til at spørge Tårnby Kommune, om de fortsat kan bistå i løsningen af opgaven, selvom vi har hjemtaget. 

Det er helt åbenlyst, at der er sket et alvorligt svigt fra den politiske ledelse af udvalgsformanden og borgmesteren. Uagtet, at området var svært udfordret, har man hjemtaget opgaverne, og nu er vi kuldsejlet.  

Konservative rejser sagen på førstkommende socialudvalgsmøde og beder om en grundig analyse af dels de økonomiske merudgifter, samt hvordan Tårnby bistår os i den svære situation, og dels mulighederne fremadrettet. For os er det vigtigste, at den enkelte borger ikke kommer i klemme i et system, der ikke fungerer.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmesterkandidat
Konservative

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk