Vi har modtaget:

Dragør er en hesteby

»Nå, jeg troede, vi skulle have en skideballe,« svarede kvinden på den smukke hest. Det var en søndag i pragtfuldt vejr, og min kone og jeg var ude at gå en dejlig tur i vores nordlige villakvarter. 

To kvinder på hver deres flotte heste drejede ned ad vejen. Da de var lige ud foran os, kiggede jeg på den forreste: »Må jeg gerne sige noget til dig?«

Der lød et stille ja og et suk. Jeg kunne se på hendes øjne, at nu vidste hun, hvad der ville ske. Endnu en klage, endnu et brokkehoved, som hun sikkert havde mødt utallige gange før. Sikkert noget med hestemøg ... suk!

Men jeg takkede dem! Takkede dem for at ride rundt i et ellers helt almindeligt og pænt villakvarter og være med til at sætte en stemning og et præg i det ellers stille, velfriserede villaområde, som vi holder så meget af. 

Begge ryttere holdt deres heste tilbage, stoppede op og hun kiggede meget overrasket på mig! Jeg kunne næsten fornemme, at hun tænkte: Ingen skideballe, men faktisk én, der takker os – hvad sker der lige her? 

Ja, jeg takkede hende. For at ride rundt i vores kvarter. For at give os en oplevelse, et smukt syn og en fornemmelse af at være heldig.

Dragør – det perfekte sted

Hverken min kone eller jeg var så heldige at blive født og vokse op i Dragør. Jeg ville ønske, vi var. At vi som børn havde hygget os på havnen og leget på strandengene og leget i en af de fantastiske institutioner. At vi havde gået i klasse sammen på én af de velfungerende skoler. At vi havde hygget os på »Fregatten« eller spillet tennis sammen på Engvej. At vi var blevet ungdomskærester netop her og delt lækre vaffelis og havde kysset under lodstårnet i fuldmåne. Men sådan var det desværre ikke. I dag har vi derimod glæden af at se vores børnebørn vokse op her og få de oplevelser, vi ikke fik. 

Vi har selv glæden af at bo her nu og i de sidste ti år have haft følelsen af endelig at have fundet hjem – hjem til dét sted, hvor vi virkelig hører til.

Første gang vi hørte hestehove på vores stille villavej, styrtede vi ud for at se, om vi virkelig hørte rigtig. Jo, det gjorde vi. To heste kom stille skridtende forbi. Vi kiggede vantro på hinanden, som drømte vi begge. Ikke alene var vi flyttet til en skøn by og en dejlig villavej, men at se disse pragtfulde dyr lige uden for vores vindue gjorde de første indtryk af Dragør til et magisk øjeblik.

Så tæt på København – og alligevel føltes det, som var vi både 100 kilometer og 100 år væk fra Vestegnen, hvor vi begge var vokset op. 

For min kone, en rigtig hestepige, var det som at blive tryllet tilbage til barndommens rideoplevelser. For mig selv var det en bekræftelse på, at vi ikke kunne have flyttet til et mere perfekt sted.

Heste minder os om vores kulturarv

For os er hestene – som en levende del af et historisk og traditionsrigt bybillede – helt centralt. De har i århundreder været en naturlig del af livet i Drag-ør og i Danmark. Som brugsdyr, nyttedyr, til fastelavn, til fest og som manges bedste og mest trofaste ven, gennem tykt og tyndt. 

Vi ser i dag de markante dyr iklædt politiuniform eller trække kareten på den store konfirmations- eller bryllupsdag.

Vi ser børn blive trukket siddende på en ponyryg få en anderledes stille og harmonisk oplevelse, fjernt fra computerspil og sociale medier. 

Vi ser unge og voksne i balance med naturen, væk fra skærme, væk fra det moderne samfunds stress og jag. 

Heste hører til her i Dragørs historiske miljø. Heste er en naturlig del af vor bys og lands historie – heste minder os om, hvem vi danskere er, og hvor vi kommer fra. Og inden du bander »gødningen« væk – giv den til roserne, så den indgår i det naturlige kredsløb. 

Den dag verden er så glatpoleret og steril, at vi ikke mere har plads til lyden af hestehove og synet af en hestepære. Ja, den dag er det såmænd ikke naturen, der er noget i vejen med, men derimod den verden, vi selv har været med til at skabe.

Med venlig hilsen
Kim Dupont