Værk af Marianne Mac Manus.
Værk af Marianne Mac Manus.
Værk af Merete Kjær.
Værk af Merete Kjær.
Værk af Kirsten Hende Larsen.
Værk af Kirsten Hende Larsen.

Dragør Havnegalleri

Fra fredag den 21. april til torsdag den 27. april udstiller de tre kunstnere Marianne Mac Manus, Merete Kjær og Kirsten Hende Larsen på Dragør Havnegalleri, Strandlinien 17.

Marianne Mac Manus har altid været tiltrukket og fortryllet af sorte tryk. Hun lavede sit første monotypi i 2007 og har siden prøvet kræfter med snart sagt alle grafiske teknikker – fra indtryk til udtryk og endelig aftryk anvender hun det kendte i nye sammenhænge. 

Stor er Marianne Mac Manus beundring for dem, som har gået vejen før, og af hvem hun har lært om teknikker og materialer. Inspirationen kommer fra de påvirkninger, hun møder, ser, hører og føler.

Marianne Mac Manus arbejder på kobber, men også zink, pap, plexiglas og mælke-kartoner har sneget sig ind som trykplader. Hun er af natur nysgerrig og arbejder i krydsfeltet mellem grafik og fotografi. Den gamle teknik »blåtryk«, nu kaldet »cyanotypi«, hvor solen/lyset bruges som eksponent af motivet, giver smukke blå nuancer til billedet. 

Merete Kjærs inspiration til at male stammer mange steder fra, men billedkunstner Nana Agger har i praksis indført hende i billedkunstens verden. Igennem hende fandt Merete Kjær nemlig sin egen tilgang til et billedligt udtryk, der videre herfra åbnede sig til en ny verden.

Merete Kjær, der arbejder i både olie og akryl, er især fas-cineret af magien i den ordløse og kropslige fortælling, og det prøver hun at give form igennem sine billeder.

Kirsten Hende Larsen får en stor glæde af at arbejde med kunsthåndværk i mange former – smykker, tasker, opbevaringsmapper til malerier, små og store flettede kurve samt mange andre ting. 

Med udgangspunkt i alle slags genbrugsmaterialer og også perlearbejder søger Kirsten Hende Larsen at udtrykke »det store i det små«, og hendes værker er ofte kendetegnede ved finurligheder og glade farver.

Kirsten Hende Larsen finder det fascinerende at kombinere forskelligartede materialer og derved frembringe nye udtryk samt at genbruge restprodukter, som derved får forlænget deres levetid.

Fernisering

Der afholdes fernisering på udstillingen på fredag, den 21. april, kl. 15–18, hvor alle er velkomne.

Dragør Havnegalleri holder åbent alle dage i udstillings-perioden fra kl. 13–18.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk