Dragør med i klimapartnerskab

Dragør Kommune er netop blevet optaget i klimapartnerskabet DK2020 og i fortsættelsen ved navn Klimaalliancen. Den formelle godkendelse indløb kort før påske.

Et partnerskab for klima

Med DK2020 – partnerskabet imellem Kommunernes Landsforening, regionerne og Realdania – kan Dragør Kommune nu hente rådgivning og sparring til at udvikle en lokal klimahandleplan. Det sker ud fra en fælles metodik og et ambitionsniveau, der lever op til Parisaftalens målsætninger.

Dermed kom Dragør Kommune blandt de 97 danske kommuner, som med DK2020 følger i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden.

»Dragør har tidligere valgt selv at arbejde med klimatiltag. Nu hvor næsten alle landets kommuner er gået sammen om styrkelse af klimatiltag, giver det rigtig god mening at arbejde videre med vores forskellige klimatiltag inden for rammen af DK2020 sammen med andre kommuner. Derfor er jeg også glad for den politiske enighed, der står bag, at vi nu er optaget i klimapartnerskabet og dermed styrker Dragør indsatser for forbedring af klimaet,« fortæller borgmester Kenneth Gøtterup. 

Og borgmesteren er ikke ene om glæden for optagelsen, for også formanden for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Helle Barth, melder sig helt enig. 

»Som lokalpolitikere skal vi turde sætte ambitiøse mål og lade os inspirere af andre – lige som andre kan lade sig inspirere af os,« lyder det tilføjende fra udvalgsformanden.

Dragør Kommunes klimamål skal være netto nul-udledning af klimagasser i år 2045 og have delmål med 70% reduktion i 2027 og 80% i 2030 – set i forhold til år 1990.

Igangværende tiltag

Dragør Kommune begynder dog ikke helt fra bunden. For siden 2018 har man for eksempel i regi af »Diger i Dragør – En klimarobust kystkommune« arbejdet systematisk med klima- og kystsikring med løbende, engagerende borgerinddragelse. 

Fra »puljen til diger og anden kystbeskyttelse« har kommunen blandt andet fået tilsagn om statsstøtte på 37,4 mio. kr. til den sydvestlige del af kommunen ud for Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden.

Endvidere er der i Dragør Kommune siden 2022 blevet arbejdet på at forberede borgere og virksomheder i kommunen på anden rumopvarmning end via naturgas, som i dag er den mest udbredte varmekilde i kommunen (80%). Dette arbejde forventes også til at være i højsædet de kommende år, hvor op imod 98% af ejendommene i kommunen vil kunne tilsluttes et fremtidigt fjernvarmenet.

Dertil har kommunen blandt andet også planer om indsatser omkring energibesparelser i kommunale bygninger, ladestanderstrategi samt for at fremme den grønne transport at øge udbuddet af elbusser.

Ny klimaalliance

Klima-, By- og Erhvervsudvalget besluttede onsdag den 8. marts, at Dragør Kommune skulle søge om optagelse i klimapartnerskabet DK2020. Den formelle godkendelse af ansøgningen indløb fra partnerskabet mandag den 3. april.

DK2020 gennemføres over to runder, og Dragør Kommune er kommet med i anden runde. Heri ligger, at kommunen gennemfører et forløb og beslutter en klimahandleplan senest med udgangen af 2024.

Kommunen planlægger også at inddrage borgere, civilsamfund og virksomheder i arbejdet.

Dragør Kommunes engagement fortsætter i efterfølgeren »Klimaalliancen«, som DK2020 skiftede over til pr. 1. april i år, og siden er det endda blevet samtlige 98 af landets kommuner, der har valgt at engagere sig i klimapartnerskabet.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk