Vi har modtaget:

Dragør som cykelkommune

At køre på cykel er ikke kun sjovt, det er på mange måder også rigtig godt. 

Cyklen er sund og billig, og den er et væsentligt bidrag til løsningen af klima- og forureningsproblemer, udryddelse af trafikpropper i byen og kampen om parkeringspladser. 

Fundament for cykling

I Dragør gør vi rigtig meget i foreningerne og ved private initiativer med cykling som omdrejningspunkt. Vi har et godt netværk omkring Cykling uden alder, der får vores ældre ud og giver dem vind i håret. Og stærke kræfter i Dragør har også arbejdet aktivt på at samle penge ind til Stafet For Livet via cykelløbet Race500 Against Cancer. Ud over at samle rigtig mange penge ind får dette initiativ også mange ud at motionere. 

Allerede i dag tænkes cyklen ind i mange af vores institutioner. Og i flere af vores vuggestuer og børnehaver bliver ladcykler brugt aktivt som redskab til at få børnene ud og opleve vores by og dens omgivelser.

Lars Kyrø, der vil gøre Drag­ør til en cykelkommune.
Lars Kyrø, der vil gøre Drag­ør til en cykelkommune.

Børn og cykling

Der er også gode argumenter for at få børnene op på cyklen. Ved at få børn til at cykle til skole og børnehave, mindsker vi den megen trafik omkring skolerne. Frisk luft fra morgenstunden øger børnenes koncentrationsevne, så de er mere veloplagte til at tage imod undervisning. 

Det kan også være en billig og hurtigere vej for forældrene til at komme på arbejde at hoppe op på cyklen, og med introduktionen af elcykler syntes vejen endnu kortere til metroen eller videre ind til byen. Eksempelvis kan behovet for faste parkeringspladser omkring den gamle by også reduceres. 

Cykelmekka for motionister

Motionisterne har også fået øjnene op for cykelsport, og Amager er særligt de senere år blevet trækplaster for mange. 

Vi har ikke berømte bjergmonumenter såsom Alpe d’Huez eller Mont Ventoux i Dragør, men vi har nogle af de mest berømte rundstrækninger i Danmark. For eksempel har Brian Holm stadig danmarksrekorden på 10 km fra 1982, som er sat på den amarkanske asfalt. 

Vi har en unik og smuk natur utrolig tæt på København, som indbyder til gode cykelruter. Men de mange motionister skaber udfordringer for gåede såvel som for biler. Det skal vi dæmme op for. 

Cyklemotionisterne fylder mere og skaber problemer. Men i stedet for at sætte skilte op for at begrænse motionscyklisterne, så lad os snare omfavne dem og skubbe dem i den rigtige retning. Vi kan give plads til, at der kan køres hurtigt de steder, hvor der faktisk er plads til det. 

Vi kan lære meget af andre byer, som aktivt har arbejdet med motionscyklister – både i udlandet og i Danmark. 

I Vejle har man eksempelvis aktivt gjort en stor indsats. De har sat skilte op med de væsentligste bakker, og samtidig advaret biler om hurtigkørende cyklister netop her. De har udarbejdet kort, som viser de bedste ruter, og som samtidig afholder cyklisterne for at køre ud på mindre hensigtsmæssige veje. 

Cykelkommune for alle

For at blive en cykelkommune for cyklister i alle aldre har vi stadig et stykke vej. 

Vores infrastruktur er ikke god nok. Der er cykelstier, som ikke egner sig til at cykle på. Der er steder, der mangler cykelstier, og der skal skabes bedre sammenhæng imellem stierne. Ligesom en bedre adskillelse af cykel- og gangsti også er et stigende behov. De steder, hvor en cykelsti ikke er mulig, kan bedre skiltning også være en mulighed. 

Vi må have bedre forbindelse til de såkaldte supercykelstier, der leder ind til København via Tårnby og Kastrup. 

Ydermere kunne man opstille cykelstationer på strategiske steder med pumper og lidt værktøj, som kan hjælpe med en punktering eller reparation. 

Vi skal støtte foreninger, skoler og institutioner med fortsat at drive cyklismen som en aktiv del af deres tilbud, så børn, unge, ældre og de her midaldrende mænd i lycra har mulighed for at opleve Dragørs smukke by og natur.  

Med venlig hilsen
Lars Kyrø
Næstformand i Tværpolitisk Forening (liste T)

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Ny trafiksikkerhedsplan

Ole H. Hansen, der er medmennesker af Klima-, By- og Erhvervsudvalget for Socialdemokratiet har indsendt et debatindlæg om forbedringer...

Vi har modtaget: Parkeringen omkring Dragørs gamle by

Den Konservative gruppe i kommunalbestyrelsen har indsendt et debatindlæg om parkeringen omkring den gamle bydel. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk