De fire medlemmer af bandet KRYD.
De fire medlemmer af bandet KRYD.

Dragørpige med band

KRYD er navnet på bandet, som udgav deres første single, Run, i fredags, den 28. maj, og bandets næste single udgives allerede den 25. juni 

Af Birgit Buddegård

Viktoria Holten Høgh er opvokset på Nordstranden og har haft sin skolegang på Dragør Skole. Nu bor hun på Nørrebro, men har stadig Dragør i sit hjerte.

Dragør Nyt fanger hende på telefon, som hun er på vej til release-party for den nye single, men hun fortæller gerne om bandet. 

KRYD består ud over hende selv af Anne Sofie Wraae, Maria P. Jelonek og Signe Lønstrup Kirkeby. 

De tre af medlemmerne mødte hinanden på Oure Højskole i efteråret 2019, hvor de alle gik musiklinjen. Det var dog først, da de efter højskolenopholdet for sjov deltog i »Audition days« i København, de virkelig fik blod på tanden, fortæller Viktoria Holten Høgh til Dragør Nyt.

Her fik de så god feedback fra branchefolk, at de fik mod på at udleve drømmen om KRYD. 

I sommeren 2020 kom Maria P. Jelonek ind i bandet – og KRYD blev for alvor et etableret band.

Alle fire unge kvinder – de er mellem 22 og 24 år – er en vokalgruppe, der med deres karakteristiske vokaler smelter sammen til poplyd med kant. 

Deres selvskrevne tekster sætter noget på dagordenen og har en humoristisk tilgang til vigtige emner, altså, som det lyder det fra Viktoria Holten Høgh: »Et pigeband, der tør sige tingene, som de er.« 

Her er tale om et akustisk setup, hvor gruppen akkompagnerer sig selv på guitar, bas og perkussion, og bandet byder både op til dans, interaktion med publikum, ballade og latter. 

Bandet har blandt andet spillet på Kloster Moster på Refshaleøen, Operaen på Christiania, Mellemrummet på Nørrebro og på Vibstock Festival. 

Online-koncerter

Under coronanedlukningen har KRYD haft succes med at spille online-koncerter for flere efterskoler, og den første koncert siden den seneste genåbning spillede de i sidste uge på den primært efterskoleelevskabte festival, Skibelund Festival 2021.

KRYD anbefales af DR’s Karrierekanonen. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk