Vi har modtaget – fra Dansk Folkeparti:

Efter et langt forløb endte vi med et enigt byråd

For et par måneder siden blev jeg – Morten Dreyer – afæsket et klart svar på de sociale medier af en af mig ubekendt og ret ophidset dragørborger: »Hvad havde jeg personligt fået gennemført i den tid, jeg havde siddet i byrådet?«

Et godt spørgsmål i grunden, og jeg tænkte over det og gav mit svar: Deltagelse i Budget 2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020. Dertil stor udbygning af skoler, af plejehjem samt opførelse af en ny svømmehal på sidelinjen. Jeg hørte ikke fra ham siden ...

Et budget er at fastlægge det kommende års indsats. Her i september og oktober 2020 fastlægges i store træk, hvorledes forbruget forventes at ske frem til december 2021. Det er med det lange lys, vi ser på fremtiden. For sådan er vilkårene.

Dansk Folkeparti vil gerne takke de andre fire partier for budgetforliget – ligefrem historisk er det blevet hævdet af andre. Tak for et godt, men dog lidt langtrukket forhandlingsforløb. Men vi blev alle 15 enige til sidst. 

Dette er 11. budget i træk, som Dansk Folkeparti har stemt igennem. Alt var ikke groet i Dansk Folkepartis have. Men helheden kan vi støtte.

Det er værd at erindre, at ingen – læst som i ingen som helst – kan gennemføre noget politisk alene. Politik er kompromisets kunst. Kun ved at snakke og opnå fodslag med andre kan opgaver vedtages. Kan man sammen med et flertal blive enige, så lykkes det. Et budgetforslag uden et flertal er et fatamorgana. Et rent eventyr.

Det er ved budgetvedtagelsen, at de store linjer trækkes i en kommunes kommende år.

Det var på baggrund af de mange millioner, der nok engang skulle spares på Dragørs budget, at vi forud for forhandlingerne meldte klart ud, at vi var villige til at kigge på skatten. En skattestigning er bestemt ikke et mål i sig selv. Men et af værktøjerne, der kan bruges til at få enderne til at mødes. Og vi er bestemt glade for, at vi kom i mål og samtidig kunne bibeholde skatten i ro.

Det nævnes i aftalen: »Forligspartierne ønsker at fastholde et godt serviceniveau i Dragør Kommune.« Det er et meget vigtigt punkt for Dansk Folkeparti.

For os er en kommune ikke bare en organisation, som skal yde den billigste mulige løsning af færrest mulige opgaver. Med derimod en kommune, der yder en moderne indsats for borgerne. Som sørger for de kollektive ydelser med veje, teknik, havn til gavn for borgerne og, som sikrer, en god og kompetent social service for borgerne.

I 2021 er det trods omorganiseringer ved budgettet lykkes at tilføre ekstra midler til kerneområderne børn, skoler og ældre. Uden at social- og sundhedsområdet er blevet glemt.

Der ligger rigtig mange ting i sådan et budget. Og vi kan naturligvis ikke fremhæve dem alle – eller tage æren for dem alle. 

Men vi vil gerne fremhæve, at Dansk Folkeparti, i forhandlingerne blandt andet har kæmpet for at bibeholde aktivitetspuljen på Enggården samt værdighedspuljen på ældreområdet på uændret niveau. For det er ikke nok med blot de varme hænder til at ordne det mest basale i det daglige. Vi skal også huske på, at et plejehjem er et hjem. Her har beboerne krav på samvær, nærvær og kontakt. 

Der skal være et varieret udbud af aktiviteter, som tager udgangspunkt i beboernes trivsel, behov og ønsker.

Ligeledes er vi meget tilfredse med, at Dragørs Aktivitetshus på Wiedergården stadig er tilgængelig for alle brugerne uden betaling – hvad enten man måtte have råd eller ej. Vi skal holde os i gang. Fysisk, mentalt og socialt. Det kan Wiedergården hjælpe med.

Siden 1989, da Dragørs Aktivitetshus blev endelig vedtaget, har der i de skiftende byråd været flertal om, at benyttelsen af aktivitetshuset skulle være uden betaling for den enkelt bruger for de cirka 70 aktiviter, der står åbne for de ældre. 

Kunne borgmesteren ikke, når det administrative tekniske budget for 2022 i foråret 2021 udsendes, sørge for, at vi ikke igen præsenteres for et paradeforslag om egen betaling?

Dansk Folkeparti vil gerne takke kommunens ansatte for deres store tålmodighed og gode hjælp under forhandlingerne.

Med venlig hilsen
Anne Funk og Morten Dreyer, kommunalbestyrelses-medlemmer for Dansk Folkeparti i Dragør

Se Budget 2021–2024

Historisk budgetaftale indgået

Læs de øvrige partiernes reaktion på Budget 2021–2024

Vi har modtaget – fra Socialdemokratiet: Socialdemokratiet er bag budgettet

Vi har modtaget – fra Konservative: Konservative går med i budgetforliget

Vi har modtaget – fra liste T: Hvorfor er vi tilfredse i liste T

Vi har modtaget – fra Venstre: Venstres holdning til budgetvedtagelsen

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk