Vi har modtaget:

En hel kommune – der er til for dig!

I uge 39 var jeg som kandidat til kommunalvalget for Liste Anne Grønlund inviteret til at indtale et kort valgoplæg til Dragørs Lydavis. Jeg vidste faktisk ikke, før invitationen dukkede op i min mailboks, at Dragør har en lydavis, der er drevet 100% af frivillige ildsjæle. Lydavisen finder du via aktivitetscenteret på Wiedergaardens hjemmeside.

Hver uge indtales udvalgte artikler, annoncer, debatindlæg m.v. fra Dragør Nyt samt andre relevante lokalnyheder. En kæmpe indsats at indlæse en hel ugeavis til glæde for mennesker med blandt andet synshandicap og ordblindhed samt andre interesserede borgere.

Jeg fortalte til lydavisen om mine mærkesager, som jeg brænder for – og om ting, jeg ønsker at forandre ved vores fælles kommune. En af mine vigtigste mærkesager er, at kommunen er til for borgerne. Med det mener jeg, at når ulykken eller sygdom rammer, og du får brug for genoptræning, eller man som borger har et handicap, man har måske et barn, der er udfordret socialt eller mentalt, ens pårørende rammes af demens eller hvis du bliver ledig, så skal kommunen i min optik stå klar med hurtig og kvalificeret støtte og hjælp.

Jeg oplever, at Dragør Kommune, med den størrelse vi har i dag, ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at hjælpe de borgere, der har et behov. Det er et kæmpe problem, at kommunes medarbejdere på grund af manglende ressourcer ikke kan varetage opgaver fagligt forsvarligt. Mangel på hurtig og den bedst faglige hjælp kan give uoverskuelige menneskelige omkostninger for de familier, der rammes. Men manglende eller forsinket hjælp til borgerne kan også blive økonomisk dyrt for kommunen, da faglig ekspertise så nødvendigvis skal hentes ude fra.

En anden af mine mærkesager er, at jeg synes, at der politisk og i den offentlige debat på de sociale medier samt her i Dragør Nyt er al for megen fokus på Dragør Gamle By, UNESCO og havnen. Men Dragør Kommune rækker jo geografisk langt længere ud end til Gamle By – den omfatter også Kongelunden, Søvang og St. Magleby m.v. Og borgernes trivsel, naturen, kulturen og busforbindelser må derfor ikke glemmes, og den politik, der føreres fra rådhuset, skal være til gavn for hele kommunen og alle vores borgere uanset baggrund eller bopæl.

En tredje af mine mærkesager er klima, miljø og en bæredygtig udvikling af kommunen. Her mener jeg igen, at Dragør har vanskeligt ved at løse den grønne omstilling som selvstændig. Vi eksisterer i et sammenhæng, og uanset om problematikken er rent drikkevand, klimasikring, forurening af luft og sund eller nye varme- og energikilder, når for eksempel naturgassen udfases, så kan vi ikke som lille kommune løfte opgaven eller finde langsigtede grønne løsninger alene.

Fra vugge til grav – fra baby til olding er vi afhængige af, at vi bor i en god og veldrevet kommune. Kommunens tilbud skal omfatte alle og møde borgenes behov – hele livet. Endelig skal vi som lokalsamfund have en reel mulighed for at få en grøn, langsigtet og bæredygtig omstilling – en udfordring, vi kun kan løse i forpligtigende fællesskaber, hvor vi har indflydelse som en sammenlagt og større kommune. 

En stemme på mig – er din stemme for en konstruktiv sammenlægning med Tårnby til en stærk, fremtidssikret og bæredygtig Sydamager Kommune. En stemme på Liste Anne Grønlund er en stemme for en kommune, der er hel – og til for dig som borger. 

Med venlig hilsen
Anne Grønlund
Uafhængig kandidat til KV21
Liste Anne Grønlund
(bogstav E på stemmesedlen)

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk