Kim Dupont.
Kim Dupont.

Vi har modtaget:

En tryg og levende by

Den 16. november går Dragør til valg. Borgerne fortæller dermed os politikere, hvilket Dragør de ønsker for fremtiden. Lad der ikke være tvivl om, hvilket Dragør jeg ønsker – et levende og trygt Dragør!

Da vi flyttede til Dragør for 11 år siden, var det et aktivt tilvalg. Vi fravalgte Danmarks 97 andre kommuner og valgte, at vi ville tilbringe resten af vores liv netop her. 

Men hvorfor? Naturligvis er der ikke kun en grund. Vores jobs var i københavnsområdet, og det samme var vores familie. Men det levnede stadig mange andre muligheder. 

Men i Dragør fandt vi noget unikt, noget vi ikke var vant til fra Hvidovre, hvor jeg ellers var vokset op.

En levende by

Vi var vant til, at når butikkerne lukkede lørdag kl. 13, så lukkede byen også. Folk trak indendørs med deres konditor-kager, og der blev stille – meget stille. 

Ofte pakkede vi bil og vores tre børn og kørte væk. Til København med alle dens attraktioner eller ud i det smukke danske landskab. Og nogle af de bedste ture med børnene havde vi til Drag-ør med den hyggelige gågade og den fine, lille havn. Vi var dem, der gik og spiste is, for derefter at køre hjem til vores søvnige forstad. Vi var dem, der drømte om engang at bo i denne lille, skønne by ved Øresund – indbegrebet af hygge og det gode liv. Her midt i den smukkeste natur, blandt de fine gamle huse, var det som at bevæge sig rundt i et eventyr. Her var mennesker på gaden – også en lørdag efter kl. 13. Her var liv, her var glæde – ja, her var alt det, vi gik og savnede til daglig. 

Så det rigtige Dragør for mig er et levende Dragør – et Dragør, hvor vi giver plads til hyggelige udeserveringer, og et Dragør, hvor vi omfavner kulturnatten, havnefesten, Levende Låger og de mange andre af årets dejlige arrangementer – alt det, der skaber liv og får byen til at boble af liv, virkelyst og fællesskab. Det er den by, jeg ønsker at leve i, og det er den by, der spreder lys og ikke synker ned i mørket lørdag kl. 13!

En tryg by

Vi valgte ikke kun en levende by, men også en meget tryg by. 

En by hvor vi færdes trygt i aften- og lejlighedsvis i natte-timerne. Dragør er som hele Danmark altid burde være – et trygt sted for børn og voksne. 

Et trygt sted at vokse op hvor frygten ikke er ens stædige følgesvend, som det desværre opleves andre steder i dagens Danmark.

Men Dragør skal også forblive et trygt sted at sende ens barn i institution, skole eller klub velvidende om, at der vil blive taget godt om dem og passet på dem. 

Dragør er et sted, hvor der er et meget stort overskud til at hjælpe hinanden. Hvor folk ikke bare har nok i sig selv og låser deres egen dør, så hurtigt de kan. 

Dragør kan noget, de færreste steder kan, nemlig at være så tæt på en storby og samtidig have så mange af lokalsamfundets fordele. 

Trygheden skal fortsætte hele livet. Også når vi bliver ældre og har brug for det sociale fællesskab såsom eksempelvis Drag-ørs Aktivitetshus på Wiedergaarden tilbyder. 

Vi får måske brug for pleje og omsorg, hvad enten den er kommunal eller privat. Men fungere skal den, og vi skal ikke mødes af nye, ukendte ansigter hver gang – mennesker vi aldrig får et forhold til, men som må haste videre. 

Og til sidst skal vi have lov til at vælge, hvordan vi vil leve i livets efterår. 

Friplejehjem giver netop muligheden for at vælge. Hvornår skal jeg sove, hvornår vil jeg stå op, hvad vil jeg spise til frokost – og skal jeg have vin til maden? Ingen andre, end den enkelte ældre, skal bestemme dette. Tryghed er i høj grad at leve det liv, man ønsker at leve – også når man bliver ældre. 

Enhver skal finde tryghed i den måde, kommunen forvaltes på. 

Nærdemokratiet er en uendelig stor styrke, som vi skal sætte pris på, i stedet for altid at gå og overveje, om ikke mon græsset er grønnere hos naboen, Tårnby. 

Sker der fejl i forvaltningen? Ja! Kan såvel kommunens personale som vi politikere gøre ting bedre? Utvivlsomt! Men så lad os hjælpe hinanden til at få et endnu mere velfungerende lokalsamfund. 

Vi kommer ikke videre af at råbe af hinanden, af at bebrejde hinanden eller af at svine hinanden til på de sociale medier. Intet af det hjælper! 

Men går vi i dialog med hinanden, ser tingene fra den andens side, prøver at forstå hinanden og endda engang imellem tænker, hvad hvis det nu var mig, der var den anden, og er nysgerrige i stedet for anklagende – ja så tænk, hvor meget godt vi kunne skabe sammen, hvis vi viser hinanden tillid i stedet for mistillid. Hvis vi tror på styrken i vores by, i de fællesskaber her er, og vi tør sætte det højere, end os selv. 

Bevaring og udvikling

Vi valgte ikke at bo i Dragør, fordi vores forfædre i syv genrerationer havde boet her. Vi valgte ikke Dragør for at lave byen om. Vi valgte Dragør, fordi den netop er, som den er. Vi valgte det levende, det hyggelige og det trygge Drag-ør. 

Siden flyttede vores datter, svigersøn og barnebarn hertil. Vores datter blev lærer på Dragør Skole, og vores børne-børn har trådt deres barnesko i Sansehuset, Menighedsbørnehaven og går nu i dejlige klasser på Nordstrandskolen. De svømmer i vores svømmehal, spiller fodbold og rugby og har brugt mange skønne timer på tennisklubbens smukke baner på Engvej. De har et vidunderligt trygt barneliv, og det lyser ud af dem, som det heldigvis gør på langt de fleste Dragør-børn.

Der er så mange fordele ved at bo i Dragør – både som barn og voksen. Disse fordele skal vi værne om, ikke lave om på, men forfine, hvor det er muligt. Vi skal ikke genopfinde os selv, men være os selv. 

Hvad er kernen i Dragør? Er det ikke netop den styrke, vi har i fælleskabet? Trygheden ved at kunne færdes i en by, hvor vi ikke er ligeglade med hinanden? Det aktive, det levende, det innovative og entreprenante? Er kernen ikke roen, stabiliteten og den gensidige tillid og overbærenhed?

Vi skal udvikle det, vi allerede er gode til. Vi skal ikke skabe turistmagneter eller udvikle uforståelige projekter. Vi skal blive ved med at gøre det, som vi er så helt fantastisk gode til – være præcis som vi er – bare endnu bedre. 

Med venlig hilsen
Kim Dupont
Kommunalbestyrelsesmedlem Venstre 

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk