Festteltet ved vandværksgrunden på Nordre Kinkelgade stod allerede klar mandag. Foto: HAS.
Festteltet ved vandværksgrunden på Nordre Kinkelgade stod allerede klar mandag. Foto: HAS.

Festlig fredag i Store Magleby

Tilløbet har været langt, men på fredag den 20. maj bliver de tanker, der i det små allerede blev formuleret for adskillige år tilbage, til virkelighed. En storstilet fejring af 500-året for den hollandske indvandring til Amager – centreret omkring »Hollænderbyen«, Store Magleby.

At coronapandemien udsatte fejringen fra 2021 til i år betyder, at den falder sammen med et andet jubilæum, idet Amagermuseet netop i år fylder 100 år. Og festlighederne kommer da også i høj grad til at centreres omkring det smukke museum på Hovedgaden i Store Magleby.

Dagen indledes med royalt besøg, når Hendes Majestæt Dronning Margrethe i selskab med Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Beatrix af Nederlandene med følge gæster Dragør.

Der indledes med modtagelse på rådhuset, hvor gæsterne mødes med blomster og gaver med mere – og herfra går turen i karet gennem Store Magleby og til museet, hvor de kongelige gæster bliver budt på en hel stribe af oplevelser.

Lige fra ankomsten til Dragør – ved byskiltet på Englandsvej – og langs ruten, først i kronebil til rådhuset og siden i karet til museet, bliver det royale følge eskorteret af fastelavnsryttere fra Foreningen Vennekredsen, som også efterfølgende får en hovedrolle i dagens program.

Langs ruten, som kan ses på kortet i annoncen på side 5 i ugens Dragør Nyt, vil der blive rig lejlighed til at hilse på gæsterne – og i skrivende stund lover DMI sol, 15 grader og svag vind fredag formiddag.

Amagermuseet

Ved ankomsten til Amagermuseet på Nordgård, Hovedgaden 4, bliver de kongelige besøgende de allerførste gæster, der kommer til at opleve Amagermuseets særudstilling »Fra Amagers private skatkammer« – en fantastisk rejse i Amagers historie, som er blevet skabt i forbindelse med Amagermuseets 100-års-jubilæum.

Udstillingen hylder lokalhistorien og den stærke historiebevidsthed, der lever i lokalbefolkningen, og som museet selv udsprang af i 1922. Der udstilles over 100 nøje udvalgte genstande, der er indsamlet fra de lokales egne private skatkamre, hvori der findes et utal af fascinerende familieklenodier. Via de udvalgte genstande kan museumsgæsten således gå på opdagelse i Amagers lange og farverige historie og forundres over alt fra det mest imponerende håndværk til smukke malerier og sindrige hverdagsgenstande.

Museum Amagers nye bog »Amagermuseet og den historiske forbindelse med Holland«, der er blevet til i forbindelse med jubilæet og det royale besøg, udkommer på fredag. Foto: Thomas Mose.
Museum Amagers nye bog »Amagermuseet og den historiske forbindelse med Holland«, der er blevet til i forbindelse med jubilæet og det royale besøg, udkommer på fredag. Foto: Thomas Mose.
Hovedvandsægget, der er en af de over 100 genstande, som udgør udstillingen »Fra Amagers private skatkammer«.
Hovedvandsægget, der er en af de over 100 genstande, som udgør udstillingen »Fra Amagers private skatkammer«.

I forbindelse med udstillingen, der åbnes for publikum fredag kl. 12, har Museum Amager fået produceret et meget flot udstillingskatalog, der fortæller historien om såvel museet som udstillingen og de mange spændende genstande.

Herefter modtages det royale følge i museumsgården af borgere i de traditionelle amagerdragter, og de drager derfra til fods via den nyrenoverede museumssti til den gamle museumsgård på Hovedgaden 12, hvor de kommer til at opleve den store jubilæumsudstilling »Amager – 500 års hollænderhistorie«, som blev lanceret i 2021 netop i anledning af det jubilæum, som så fejres i år.

Gæsterne kommer blandt andet også til at se museets flotte dragtsamling, ligesom de får et indblik i museets formidling.

Ved åbningen af jubilæumsudstillingen i 2021 udgav Museum Amager en eksklusiv jubilæumsbog med samme titel – og i år, i forbindelse med fejringen af jubilæet og det -royale besøg fra både Holland og Danmark, udgiver Museum Amager endnu en flot og eksklusiv jubilæumsbog med titlen »Amagermuseet og den historiske forbindelse med Holland«. Bogen, der både er skrevet på dansk og hollandsk, er en rigt illustreret fortælling om »Hollænderbyen« og den historiske forbindelse mellem Amager og Nederlandene. Den udkommer på fredag – og vil fra samme dag komme til salg på museet.

Fastelavnsrytterne fra Vennekredsen skal dyste på Hovedgaden. Arkivfoto: Thomas Mose.
Fastelavnsrytterne fra Vennekredsen skal dyste på Hovedgaden. Arkivfoto: Thomas Mose.

Tøndeslagning

Når det kongelige følge forlader Amagermuseet, bliver de vidne til en af de helt store traditioner i Dragør og Store Magleby – nemlig tøndeslagning til hest.

Ud for Hovedgaden 12 vil rytterne fra Foreningen Vennekredsen afholde tøndeslagning – og til ære for gæsterne indledes med tre runder, hvorefter der tages afsked med Dronningen og Prinsessen, der afslutter besøget i Dragør med en visit til den økologiske gård Seerupgaard.

Tøndeslagningen fortsættes, når det kongelige følge har forladt Store Magleby, og det forventes, at der kan kåres tøndekonge cirka kl. 12, hvor viceborgmester Nicolaj Bertel Riber har æren af at uddele pokalen til vinderen.

Aktiviteter hele eftermiddagen

Amagermuseet begynder sin sommersæson på jubilæums-dagen. Fra kl. 12 og frem til kl. 17.30 holder museet åbent for gæster – og der er gratis adgang hele dagen.

Som nævnt åbner den nye særudstilling »Fra Amagers private skatkammer« for publikum, og i løbet af dagen vil der løbende være en lang række aktiviteter på museet. Der vil være jubilæumsomvisninger, hvor man, ligesom de kongelige gæster, kan blive indviet i museets mange fantastiske skatte – blandt andet ved ekstern kurator Martin Hans Borg, der er den kreative kraft bag udstillingen.

Desuden er der byvandringer, hvor arkivar Henning Sørensen på vanlig levende vis vil fortælle den fascinerende historie om, hvordan Store Magleby blev til »Hollænderbyen« – og så kan man få præsenteret museets dragtudstilling i børnehøjde, hvor museumsinspektør Camilla Nielsen fortæller alle de sjove historier og detaljer omkring de flotte amagerdragter.

Museets dyrehold er naturligvis også festklar – og dyrepasser Mia Sepstrup byder velkommen i folden, hvor man kan hilse på Amagermuseets husdyr, høre om dyrene og hvad de blev brugt til på en gård i gamle dage – og give en hånd med at fodre dem. Se Amagermuseets annonce på side 4 for tidspunkter for de mange aktiviteter.

Fastelavnsrytternes dag afsluttes, efter eskorte af de kongelige og tøndeslagning, med en festlig modtagelse på vandværksgrunden på Nordre Kinkelgade, hvor borgmester Kenneth Gøtterup på behørig vis vil takke dem for dagens indsats.

Store Magleby Kirke deltager også i fejringen – her holder man »åben kirke« fra kl. 16 til 17.30, hvor man kan komme og gå, som man ønsker det. Der bydes på en lille snack – og der indledes med en musikalsk og festlig gudstjeneste, når dørene åbnes.

Senere, fra kl. 16.45 til 17.30, afholdes der loungekoncert med Mads Mathias og band i det smukke kirkerum.

Byfest ved vandværksgrunden

Jubilæumsfejringen afsluttes med en regulær byfest i Store Magleby.

På vandværksgrunden, Nordre Kinkelgade, er der opstillet et stort telt, som vil danne rammen om aftenens byfest i Store Magleby.

På området vil der være opstillet foodtrucks, og der vil blive mulighed for at købe drikkevarer, ligesom der naturligvis er sørget for toiletter.

Amagermuseets dyrehold er klar til at modtage gæster på fredag.
Amagermuseets dyrehold er klar til at modtage gæster på fredag.
Store Magleby Kirke holder åbent hus med levende musik. Jack Street, som ses her på fotoet, giver koncert ved vandværksgrunden, mens Mads Mathias og band optræder i kirken. Arkivfoto: Thomas Mose.
Store Magleby Kirke holder åbent hus med levende musik. Jack Street, som ses her på fotoet, giver koncert ved vandværksgrunden, mens Mads Mathias og band optræder i kirken. Arkivfoto: Thomas Mose.

Festen åbnes kl. 18 med taler af borgmester Kenneth Gøtterup og den hollandske ambassadør Rob Zaagman, og efterfølgende sørger bandet Jack Street for at sætte gang i festen med deres vellydende New Orleans-jazz.

Senere tager Dj Outzen over og sørger for den musikalske underholdning resten af aftenen.

Kom i god tid – og lad meget gerne bilen stå

Der er en vis formodning om, at der godt kan opstå trængsel i Store Magleby, når de kongelige gæster besøger Dragør Kommune. Det er derfor en rigtig god idé at komme i god tid, hvis man gerne vil finde den helt rigtige plads for at komme tæt på begivenhederne.

Der skal også lyde en opfordring til at lade bilen stå på dagen og overveje at tage cyklen eller bruge bentøjet for at komme rundt. Under det kongelige besøg vil der være spærret for gennemkørsel på strækninger i Store Magleby, medens der hele fredagen vil være standsning og parkering forbudt i Hovedgaden og Nordre Kinkelgade – og det må forudses, at det generelt vil være en udfordring at finde en parkeringsplads.

Læs mere på side 4 og se annoncerne på side 4, 5, 7 og 8 i denne uges udgave af Dragør Nyt for flere informationer om jubilæumsdagens aktiviteter.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk