Film i Dragør Bio

Den danske komedie »Elsker dig for tiden« vises onsdag den 18. januar kl. 20.

»Den Bestøvlede Kat og Ønskestjernen« vises søndag den 22. januar kl. 14.

Danmarkspremiere

Torsdag den 19. januar kl. 20 er den røde løber rullet ud til særarrangement, når der i Dragør Bio er danmarkspremiere på filmen »Babylon«. Filmen, der er en del af Biografklub Danmark, vises igen fredag den 20. og lørdag den 21. januar kl. 20, søndag den 22. januar kl. 16.30, mandag den 23. januar kl. 19, tirsdag den 24. januar kl. 14 (matiné), igen samme dag samt onsdag den 25. og torsdag den 26. januar kl. 19.

»Elsker dig for tiden«.
»Elsker dig for tiden«.

Elsker dig for tiden

Hovedpersonerne i filmen er Anna og Thomas, der er hinandens modsætninger, men de mangler begge det samme – kærligheden. 

Anna er en moderne selvstændig karrierekvinde, der holder kærligheden i strakt arm. Thomas er traditionel romantiker og leder desperat efter den eneste ene. 

Med støtte fra deres venner følges Annas og Thomas’ rejse fra det allerførste møde, igennem den forvirrende forelskelse, og frem til hverdagen melder sin nådesløse ankomst i parforholdet. 

Den Bestøvlede Kat og Ønskestjernen

Engang for længe siden faldt en ønskestjerne til jorden. Den indeholder stadig et ønske, men for at holde på det må den gemme sig bag magiske beskyttelsesmure i Den Sorte Skov. 

Det ville alt sammen ikke have noget med denne historie at gøre, hvis ikke Den Bestøvlede Kat var død – igen ... 

Som bekendt har katte ni liv, så døden bekymrer ikke Kat – i hvert fald ikke indtil doktoren påpeger, at han er nået til sit sidste liv. Pludselig banker Døden for alvor på i skikkelse af Ulv, der rigtig gerne vil indkassere dusøren for Den Bestøvlede Kat – ikke levende, men død. 

»Den Bestøvlede Kat og Ønskestjernen«.
»Den Bestøvlede Kat og Ønskestjernen«.

Ikke overraskende mister Kat appetitten på eventyr, men i det lange løb er pensionisttilværelsen hos en kattedame ikke noget for ham. Et sidste eventyr venter ham – jagten på ønskestjernen, der kan give ham de ni liv igen.

Desværre er Kat ikke ene om dette mål – Jack Horner, der har samlet alverdens magiske objekter, vil gerne krone samlingen med ønskestjerner, Guldlok og De Tre Bjørne vil også have deres del af kagen – og så løber Kat på sin gamle bekendt Kitty Fløjlspote, som har et helt personligt regnskab at gøre op med Den Bestøvlede Kat.

»Den Bestøvlede Kat og ønskestjernen« er bygget op efter samme formel som »Den gode, den onde og den grusomme«, hvor flere parter jagter den samme skat. Men her er indsatserne højere, for her kan man ønske hvad som helst.

Instruktøren Joel Crawford byder på fart over feltet, den kendte humor fra Kats tidligere eventyr, men også en lille, eftertænksom tone, der måske især vil vække genklang hos forældregenerationen blandt publikum.

Babylon

»Babylon«, der er instrueret af den Oscar-vindende Damien Chazelle, foregår i 20’ernes Los Angles. 

I filmen skildres historien om overmenneskelige ambitioner og skandaløs livsstil i Hollywoods barndom, hvor forskellige karakterers storhed og fald i tiden med uhæmmet dekadence og fordærv følges.

Brad Pitt, Margot Robbie og Diego Calva har hovedrollerne, og i andre af filmens roller ses Jovan Adepo, Li Jun Li og Jean Smart.

»Babylon«.
»Babylon«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk