Film i Dragør Bio

Det irske drama »Belfast« vises i perioden onsdag den 30. marts til lørdag den 2. april kl. 20 samt søndag den 3. april kl. 18.30.

Animationsfilmen »Pil’s Eventyr« vises søndag den 3. april kl. 14.

Det Oscar-nominerede drama »The Lost Daughter« vises mandag den 4. april til onsdag den 6. april 20.

Gyseren »Speak No Evil« vises torsdag den 7. april kl. 20.

»Belfast«.
»Belfast«.

Belfast

I sommeren 1969 lander det første menneske på månen, og Buddy er fyldt 9 år. Og så eksploderer Belfast i vold, da konflikten imellem det protestantiske flertal og det katolske mindretal koger over.

Fra den ene dag til den anden forvandles Buddys trygge gade, hvor alle kender alle, og hvor en stor del også tilhører familien, sig til en truende verden, hvor han alt for hurtigt bliver tvunget til at blive voksen.

Hvor verden tidligere var let at opfatte på præcis samme enkle måde som filmenes univers, som Buddy dyrker, med helte og skurke – hvidt og sort, så skal han nu tage stilling til bekymrende nye spørgsmål. Hvordan skal hans bedstefar og bedstemor klare sig? Vil hans far vise sig at være en helt præcis som i westernfilmene? Og vil han nogensinde få modet til at tale til Catherine, som han har forelsket sig i, og som han planlægger at gifte sig med en dag?

Pil’s Eventyr

Pil er forældreløs, tyv og noget af en plage for vagtmesteren Grovbert, der forsøger at forhindre hende i at stjæle af slottets forråd. Det gælder ikke mindst nu, hvor lageret bugner af alle slags lækkerier i anledning af den kommende kroning af Prins Roland, når han fylder 20.

Desværre har guvernøren Tristan, der har regeret i hans sted de seneste 15 år, ikke tænkt sig at afgive magten og vil med heksekunster forvandle Roland til en katling. Men Pil, der har skjult sig i Tristans hemmelige laboratorium, kommer til at skubbe til nogle flasker, så en dødbringende gift i stedet for forvandler prinsen til en blanding af en kat og en kylling.

»Pil's Eventyr«.
»Pil's Eventyr«.

Tristan vil ikke have nogen vidner, så Pil flygter og forklæder sig som prinsesse, hvad Grovbert hopper på. Derfor hjælper han hende med flugten og også med at finde troldkvinden i den forheksede skov, som forhåbentlig kan gøre katlingen til Roland igen. Men let bliver det ikke.

»The Lost Daughter«.
»The Lost Daughter«.

The Lost Daughter

Leda er på ferie alene ved vandet. Hun bliver besat af en ung mor og datter, som hun observerer på stranden. 

Noget ved mor-datter-forholdet og deres vilde, truende øvrige familie virker foruroligende på Leda. Hendes egne minder, fra da hun selv blev ung mor, trænger sig på, og Leda overvældes af frygt og forvirring. Hun begynder ikke længere at kunne stole på sit eget sind. 

En impulsiv handling tvinger Leda til at konfrontere sig selv og de ukonventionelle valg, hun selv tog som ung mor, og de konsekvenser, det medførte. 

»The Lost Daughter«, der er Maggie Gyllenhaals instruktørdebut, var nomineret til tre Oscar-statuetter – dog uden at vinde.

Speak No Evil

Bjørn, Louise og deres datter Agnes møder på en ferie i Toscana det hollandske par Karin og Patrick, der har deres søn Abel med. 

De to familier har fantastisk kemi, og da Bjørn og Louise tre måneder senere på en kold efterårsdag bliver inviteret til deres landsted i Holland, tøver de i første omgang, men vælger at sige ja tak – for hvad er det værste, der kan ske? 

Den gode stemning fra Italien er imidlertid forsvundet, og danskerne oplever fra start en grænseoverskridende opførsel, hvor alle deres sociale spilleregler bliver udfordret. 

Men hvor meget er de villige til at finde sig i? Hvor lang tid går der, før den høflige facade krakelerer? Og er det i virkeligheden dem selv, der er noget i vejen med?

»Speak No Evil«.
»Speak No Evil«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk