Film i Dragør Bio

Den romantiske komedie »Licorice Pizza« vises onsdag den 20. april kl. 20.

»De forbandede år 2« vises torsdag den 21. april kl. 19.30, fredag den 22. og lørdag den 23. april kl. 20, søndag den 24. april kl. 18.30, mandag den 25. april kl. 19.30, tirsdag den 26. april kl. 14 (matiné), igen samme dag samt onsdag den 27. og torsdag den 28. april kl. 19.30.

»Hopper og jagten på mørkets hamster« vises søndag den 24. april kl. 14. 

Licorice Pizza

Alana Kane og Gary Valentine vokser op i Californien i 1973 og bliver forelskede i hinanden. 

Gary går stadig i high school, da han møder fotografassistenten Alana, som keder sig i det uinspirerende job. Han prøver at imponere hende ved at sige, at han er skuespiller – endda med et rigtigt job på hånden. 

Sammen rejser de til New York, hvor Gary skal optræde på tv. Det går imidlertid ikke som ventet, og da de vender tilbage til Californien, forsøger de at finde ud af, hvem de er, og hvad de skal lave. 

Deres venskab vokser, imens de bevæger sig ind i voksenlivet. Undervejs møder de blandt andre en berømt skuespiller, portrætteret af Sean Penn, en Hollywood-producer, spillet af Bradley Cooper, samt en politiker – spillet af Benny Safdie. 

»Licorice Pizza« handler om den intense, første kærlighed, om at gå fra barn til voksen og om opdagelsen af nye muligheder og uudnyttet potentiale – måske, mest af alt, hos hinanden. 

»Licorice Pizza«.
»Licorice Pizza«.
»De forbandede år 2«.
»De forbandede år 2«.

De forbandede år 2

Familien Skov er splittet. Aksel, der tilsluttede sig modstandsbevægelsen, er gået under jorden, og fra at være en idealistisk amatør udvikler han sig til at blive en hårdkogt partisan. 

Karl kæmper for sit livsværk på sværere og sværere betingelser, og da samlingsregeringen kollapser, er han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien – også på den anden side af krigen. Også hans forhold til konen, Eva, der har det svært med sin mands samarbejde med besættelsesmagten, kommer under yderligere pres.

Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien ...

Hopper og jagten på mørkets hamster

Hopper, der er en blanding af en kylling og en hare, blev adopteret af Kong Peter, som var en berømt opdagelsesrejsende. 

Selvom Hopper ved, at han er klodset, har han altid drømt om at blive en stor eventyrer. Så da kongen trues af sin onde bror, som vil stjæle det magiske scepter og overtage tronen, ved Hopper, at tiden er inde til at udføre en heltegerning. Han er altid blevet drillet, fordi han ser anderledes ud, men nu forstår han, at det kan være en stor fordel for en helt at være noget helt særligt.

»Hopper og jagten på mørkets hamster«.
»Hopper og jagten på mørkets hamster«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk