Film i Dragør Bio

»The French Dispatch« vises onsdag den 10. november kl. 20.

»Skaknovelle« vises torsdag den 11. og fredag den 12. november kl. 20 samt søndag den 14. november kl. 16.30.

Familienfilmen »Boss Baby: Det bli’r i familien« vises søndag den 14. november kl. 14.

»Swan Song« vises tirsdag den 16. november kl. 20, onsdag den 17. november kl. 10 (BabyBio), igen samme aften kl. 20 samt torsdag den 18. november kl. 20.

OperaKino

Lørdag den 13. november kl. 11 er der OperaKino i Dragør Bio. Forestillingen er »Barberen i Sevilla«.

Forpremiere

Dragør Bio har mandag den 15. november kl. 20 forpremiere på den danske film »Venuseffekten«.

The French Dispatch

»The French Dispatch« er et kærlighedsbrev til journalister, som foregår på redaktionen af en amerikansk avis i en fiktiv fransk by i det 20. århundrede. 

Instruktøren er Wes Anderson.

»Skaknovelle«.
»Skaknovelle«.

Skaknovelle

Wien, 1938. Østrig besættes af nazisterne og advokaten Bartok arresteres og fængsles på Hotel Metropol – Gestapos nyetablerede hovedkvarter. 

Nazisterne ved, at Bartok har adgangskoderne til vigtige bankkonti indeholdende enorme formuer.

Da Bartok nægter at udlevere koderne, placeres han i isolationsfængsel. Her gør nazisterne, alt hvad de kan for at knække Bartoks vilje. Men hvad, de ikke ved, er, at Bartok har smuglet en helt særlig bog med ind på sit værelse – en bog om skak. Det bliver starten på et dødsensfarligt spil imellem Bartok og nazisterne, hvor hvert træk har et modtræk.

»Skaknovelle« er baseret på Stefan Zweigs bestseller af samme navn – psykologisk drama med nervepirrende spænding.

Barberen i Sevilla

Rossinis »Barberen i Sevilla« er en af verdens mest elskede og oftest spillede operaer. 

Teatro dell’Opera di Roma indviede sæsonen 2020–2021 – midt i coronaen – med »Barberen i Sevilla« uden tilskuere. Det blev en ekstraordinær fjernsynssucces. 

»Barberen i Sevilla« er en ægte italiensk komedie. Greve Almaviva er forelsket i den skønne Rosina. Han får hjælp af den opfindsomme barber Figaro, og sammen snyder de Don Bartolo, der er Rosinas formynder.

Efter mange forviklinger og forvekslinger ender alt godt, og greven får sin Rosina. 

Det er maestro Daniele Gatti, der dirigerer, med instruktion af Mario Martine.

»Barberen i Sevilla«.
»Barberen i Sevilla«.
»Boss Baby: Det bli’r i familien«.
»Boss Baby: Det bli’r i familien«.

Boss Baby: Det bli’r i familien

Der var engang to brødre ... dengang, da fantasifulde Tim opdagede, at hans lillebror, Ted, i virkeligheden styrede verden fra det hemmelige Baby Corp. Men det er længe siden. 

Brødrene er blevet voksne og er gledet fra hinanden. Ted er en succesfuld – og meget rig – direktør for en investeringsfond, mens Tim er hjemmegående far med to dejlige børn. 

7-årige Tabitha er imidlertid vidunderligt opvakt og allerede indskrevet på eliteskolen Acorn Centeret. Nå ja, og så nærmest tilbeder hun sin succesrige onkel Ted.

Tim på sin side er bange for, at hun går glip af sin barndom. Netop da afslører lillesøster Tina, at hun har overtaget kontakten til Baby Corp, og hun indrullerer – med en babys overtrumfende jernvilje – både sin far og sin onkel Ted i en hemmelig mission for at afsløre den snedige plan, som Acorn Centers stifter, Dr. Armstrong, har lagt for at overtage verdensherredømmet. Til brødrenes store overraskelse inkluderer den hemmelig mission, at de skal gå i barndom igen. Bogstavelig talt.

Venuseffekten

Liv er i starten af 20’erne og arbejder på familiens gartnergård i provinsen, da hun helt uforberedt forelsker sig i den kaotiske og eventyrlige Andrea, der midlertidigt er flyttet ind en campingvogn i sin onkels æbleplantage. 

Liv har knap nok klippet navlestrengen til sine forældre, da Andrea brager ind i hendes liv. 

Da tingene samtidig tager en højst uventet drejning i familien, må Liv en gang for alle finde ud af, hvem hun er, og hvor hun hører til, og at kærlighed og familie kan se ud på mange måder.

»Venuseffekten«.
»Venuseffekten«.
»Swan Song«.
»Swan Song«.

Swan Song

Den legendariske skuespiller Udo Kier, der blandt andet er kendt som Lillebror i Lars von Triers »Riget«, indtager hovedrollen som den pensionerede frisør Pat Pitsenbarger, der stikker af fra det lokale plejehjem for at opfylde en tidligere klients ønske om en sidste klipning. 

Snart begiver Pat sig ud i en odyssé for at konfrontere spøgelserne fra fortiden – og indsamle de skønhedsartikler, som han skal bruge til jobbet. 

»Swan Song« er en komisk og bittersød rejse om at genopdage sin gnist og se smuk ud, mens man gør det.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk