Den nye tavle på Englandsvej giver oplysning om den kørte hastighed. Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.

Flere fartkontroller i denne uge

Politiet iværksætter massiv indsats mod hastighedsovertrædelser

Her i den første uge af året lægger politiet ud med at gennemføre en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

Under nedlukningen i marts måned sidste år erfarede politiet, at de tomme veje flere steder blev brugt til at køre ræs med utryghed til følge.

Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter siger i en pressemeddelelse, at flere billister fik den opfattelse, at de tomme veje var lig med fri hastighed, hvilket resulterede i nogle grimme uheld, der kunne have været undgået, hvis fartgrænserne var blevet overholdt.

»Vi arbejder hver eneste dag på at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, hvorfor vi ikke vil acceptere, at nogle trafikanter blæser på love og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare,« lyder det videre fra Christian Berthelsen. 

Københavns Politi oplyser, at de i den forgangne weekend blandt andet stoppede en bilist på Englandsvej, der kørte 139 km/t. i en 60 km/t.-zone. 

Vedkommende fik inddraget kørekortet og vil nu blive sigtet for vanvidskørsel.

BB

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk