Frans af Assisi af Philip ­Fruytiers.
Frans af Assisi af Philip ­Fruytiers.

Foredrag i Sognegården

Onsdag den 6. april kl 19.30–21.30 afholdes der i Sognegården ved Dragør Kirke foredrag om Frans af Assisi.

I det 13. århundrede revolutionerede en ung, italiensk munk den katolske kirke ved at fravælge sin formue og dedikere sit liv til de svageste i samfundet. Munken hed Frans af Assisi – og det var ham, der startede Franciskanerordenen. 

Nu, 800 år senere, har munkens tanker fået ny aktualitet, og derfor inviterer Dragør Kirke i fællesskab med Dragør Bibliotekerne til foredrag og samtale om ham, hvem han var, og hvorfor han igen er blevet aktuel. 

Ny aktualitet

Til at fortælle om Frans af Assisis liv og »genkomst« er forfatteren Andreas Vermehren Holm og filosofihistorikeren Aksel Haaning blevet inviteret til oplæg og samtale. De har nemlig begge skrevet om Frans af Assisi ud fra deres felt, og begge er de med til at kultivere den måde, hvorpå man taler om hans tanker i dag, hvor særligt miljødebatten og hans forhold til magt har fået interesse. At den nuværende pave har taget navnet Frans, mener de to også, fortæller noget om munkens aktualitet.

Afmagtens kraft

Det kan være svært at forstå, hvordan en figur som Frans af Assisi kan blive så indflydelsesrig, men i et interview forklarer Andreas Vermehren Holm Frans af Assisis styrke som afmagt:

»Afmagten er for Frans det allermest kraftfulde. Det er den eneste måde at slippe ud af magtens kløer på – at gøre sig fuldstændig afmægtig. Hvis man er truet, må man blotte sin hals for at vise, hvad sårbarhed er. Der er en utrolig kraft i den figur,« lyder forfatterens forklaring.

Foredragsholderne

Andreas Vermehren Holm er forfatter til de roste værker Vågen og ingen og Nye Mytologier, redaktør på Forlaget Virkelig samt medskaber af tidsskiftet Ny Jord. 

Aksel Haaning er lektor i filosofihistorie ved RUC, forfatter til værkerne Naturens Lys og Aurora, eller Morgenrøde, gæsteunderviser ved C. G. Jung Institut og ekspert i middelalderens naturbegreb samt den kristne mystik og spiritualitet.

Gratis adgang – men tilmelding påkrævet – enten via bibliotekets hjemmeside eller ved kontakt til kirkekontoret.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk