Vi har modtaget:

Fortælling fra det virkelige liv i Dragør

Den følgende fortælling har jeg fået fra en anonym søster.

Fortællingen bekræfter mig i, at der virkelig er behov for en ændring i vores skolesystem – og generelt på børneområdet, vi tilbyder i dag.

Ingen børn skal udsættes for det, som denne fortælling omhandler. Ingen børn skal udsættes for mobning.

Der skal være plads til at acceptere, at vi er forskellige, men lige vigtige.

Ingen børn skal vente i årevis, hvor de kastes rundt i systemet med diverse udredninger af forskellige instanser, som slider på barnet og familien.

Det er på tide, vi tager vores børn alvorlige. Det står SF-Dragør for.

En søsters fortælling fra det virkelige liv i Dragør

Min søster startede i 0. klasse på samme privatskole, som jeg selv havde gået på. 

Min skolegang var gået fint, både fagligt og socialt lå jeg i den gode ende.

Men tidligt i min søsters skolegang kunne vi se, at hun havde svært med det faglige, og hun var ikke glad for at komme over i skolen.

I vores familie havde vi en idé om, at hun måske var ordblind og derfor havde brug for specialhjælp. 

Skolen blev spurgt til råds, men de mente ikke, der var noget i vejen. Min søster skulle bare skulle tage sig sammen.

Tiden gik, og min søster blev mere og mere trist over skolen. 

Vi fandt ud af, at hun blev udsat for voksenmobning. Den bestod af kommentarer såsom: »Nu har du hørt det nogle gange, så nu må du da have lært det. Vi kan jo ikke vente på dig, vi skal jo videre.« Eller: »Det kan da ikke være rigtigt, du ikke kan læse det.«

Vores familie besluttede at flytte min søster over på en folkeskole, da vi ikke ville acceptere denne pædagogik.

Det startede godt på nye skole, men efter kort tid blev hun mobbet af klassekammeraterne, da hun fagligt var bagud. Hun blev kaldt dum; hvorfor er du så dum, at du ikke kan finde ud af det. Og hun blev skubbet, slået og sparket.

Mobningen resulterede i mange fraværsdage. Hun blev indelukket, fik angst for at gå i skole, og hendes trivsel og selvværd var helt i bund.

Min ellers meget sociale, udadvendte og grinende søster blev et hjemmebarn.

Vi fik endelig skolen til at teste min søster for ordblindhed. Det var i slutningen af 4. klasse. Resultatet var klokkeklart – hun var ordblind.

Skolen kunne desværre ikke sætte de fornødne ressourcer af til ekstra lektiehjælp, så vi måtte ansætte en privatlærer, som kom en gang om ugen, så hun ikke kom for meget bagud.

Da min søster desværre var så mærket af hendes fem års skolegang med den manglende hjælp og forståelse for hendes ordblindhed m.m., begyndte hun at få angst og selvmordstanker.

Vi fik gennem vores læge henvist hende til børnepsykiatrisk udredning. Her var konklusionen, at hun havde udviklet en belastningsreaktion pga. mobningen og fagligt dårligt selvværd, som måske kunne udarte sig til noget psykotisk – og der skulle sættes ind fra skolens side nu! Der skete bare ikke noget.

Mine forældre fik et møde i stand med kommunens sagsbehandler hos børn og unge. Denne kunne tilbyde et kursus i at have en teenager. Det takkede de nej tak til – vel vidende, at man i mange situationer kan stå med en udfordrende teenager, mente mine forældre nemlig, at de med deres oplevelser fra de fire ældre søskende, som min søster har, havde lidt erfaring. Men det, at de takkede nej, betød så, at kommunen lukkede sagen.

Vores familie stod nu alene med et ulykkeligt barn, som trods børnepsykiatrisk vurdering skulle have hjælp, ikke fik nogen som helst hjælp – hverken fra kommunen eller i skoleregi.

Mine forældre besluttede, at endnu et skoleskift måtte laves i håb om at starte på en ny, frisk start. Den nye skole blev informeret om min søsters skole historik i håb om forståelse for hendes situation og placering i en klasse, som fungerede. 

Den første måned gik ok – men desværre var klassen ikke velfungerende. Tværtimod! Klassen havde en meget hård tone indbyrdes og intet sammenhold. Vi fandt ud af, at omkring ti elever i årenes løb havde forladt klassen pga. netop dårlig trivsel og mobning.

Fagligt blev der ikke sat ind med understøttende værktøjer. Efter kort tid begyndte hendes fravær at stige, og psykisk fik hun det rigtig skidt. Hun kunne ikke overskue dagligdagen i skolen. Hun fik et totalt psykisk breakdown. Mine forældre fik hende til psykolog, som konstaterede, at min søsters belastningsreaktion også havde udartet sig til en skoleforbi. 

Vi søgte igen hjælp fra skolen. Det blev til flere møder, hvor kommunen og PPR blev involveret, og historien gentog sig.

Konklusionen blev, at nu skulle vi ikke forhaste os. PPR ville indstille hende til børne-psykiatrien, og kommunen kunne stille en kontaktperson til rådighed, som min søster kunne kontakte, når det var svært for hende.

Vores familie følte sig igen slået tilbage til start, men accepterede, at PPR ville fremskynde en undersøgelse af min søster. Det tog dog halvanden måned, før vi hørte fra PPR, som endnu ikke var kommet videre med indstillingen. 

Mine forældre havde »heldigvis« ikke kunnet vente på PPR, så de havde taget kontakt til vores egen praktiserende læge, som henviste til børnepsykiatrien, hvor første samtale blev afholdt en uge efter. Her fik vi igen at vide, at min søster har en belastningsreaktion og en social angst samt skoleforbi. Årsagen var hendes dårlige oplevelser i skoleregi.

Psykiatriens anbefaling var, at min søster hurtigst muligt skulle tilbage i skole og med en blid start komme i trygge rammer socialt og fagligt

Kommunen kunne igen tilbyde en kontaktperson, som min søster kunne kontakte, hvis hun fik det skidt. Dette takkede vi nej til, da vi som familie står sammen på godt og ondt. Vi rummer hinanden – uanset om det er positivt eller negativt.

Jeg tvivler på, at min fortælling er enestående – desværre.Men jeg håber virkelig på, at du som læser af dette læserindlæg vil tænke over fremtidens borgere i Dragør, vores børn og unge – at de bliver set, hørt og accepteret for dem, de er – at skoler, PPR og kommunen tager ansvar for alle, som kommer deres vej.

I min søsters situation burde det i høj grad være på skolen, hvor min søster har det svært, der arbejdes med inklusion af alle elever.

Vi, som familie, vil kæmpe fra nu af og til verdens ende for at hjælpe min søster, men vi føler, at vi støder panden imod en mur, og følelsen af, at der går måneder og år, før der kommer noget konkret, som min søster kan bruge til noget, er næsten ubærlig. Det skræmmer mig i den grad. 

Er det en verden, jeg vil sætte børn i? Bestemt ikke uden kamp.

Med venlig hilsen
Leif Nielsen
Kandidat for SF-Dragør