Drag­ør Skole er blandt solstrålehistorierne i sygefraværsrapporten. Fra at være skolen med det højeste sygefravær i 2019, er den nu den med lavest fravær. Arkivfoto: Thomas Mose.
Drag­ør Skole er blandt solstrålehistorierne i sygefraværsrapporten. Fra at være skolen med det højeste sygefravær i 2019, er den nu den med lavest fravær. Arkivfoto: Thomas Mose.

Fortsat på ret kurs

Det samlede sygefravær er fortsat faldende

Dragør Kommunes økonomiudvalg får på torsdag, den 25. februar, præsenteret en status over det samlede sygefravær i Dragør Kommune. 

Bortset fra i 2018 har Dragør Kommune gennem en årrække kunnet præsentere et fald i sygefraværet – en tendens, der viser sig at fortsætte i 2020. 

Efter stigningen i 2018 kunne man allerede året efter aflæse et fald i tallene for langtidsfravær (mere end 30 dages fravær) og kunne konstatere, at man var nået i mål med at nå et gennemsnitligt sygefravær på 11,2 sygedage pr. ansat – et fald, der gjorde, at Dragørs rangering over kommuner med mindst sygefravær steg fra nummer 81 til nummer 27.

Den gode tendens fortsatte sidste år, hvor målsætningen var 11,1 sygedag pr. ansat. Rent faktisk endte det endelige antal sygedage i 2020 på 11,0 dage.

Forvaltningen begrunder den positive tendens med det fortsatte fokus på sygefraværet blandt ledere og medarbejdere i hele organisationen.

Der er dog ikke kun gode nyheder. I modsætning til 2019, hvor langtidsfraværet udgjorde 40,35% af det samlede sygefravær, repræsenterede det sidste år over halvdelen (52,21%) af alle fraværsdage.

I gennemgangen nævner Dragør Kommunes forvaltning et par eksempler på, hvordan fraværet har set ud. 

I årets sidste kvartal klarede hjemmeplejen og omsorgscentret sig rigtigt flot. Samlet set har området Sundhed og Omsorg nu det laveste langtidsfravær af de større områder i kommunen.

Også på Dragør Skole, der i 2019 havde det højeste fravær blandt de tre skoler, er der sket stor fremgang. Sidste år havde Dragør Skole således det laveste sygefravær blandt skolerne.

Rapporten viser også, at de tre områder, Administration, Dagtilbud og Plan og Teknik, alle har en stigning i langtidssygfraværet, som er medvirkende til at trække det samlede antal sygedage op.

Nye målsætninger

Økonomiudvalget skal på mødet træffe beslutning om målsætningen for 2021.

Forvaltningen foreslår, at målsætningen for årets gennemsnitlige sygefravær skal være 11,0 dage. 

Stigningen i andelen af langtidsfravær bevirker, at forvaltningen nu foreslår en maksimal andel af langtidssygefravær på 45%, hvor der tidligere blot har været en målsætning for det samlede sygefravær.

Dragør Kommunes administration oplyser, at de i år – ud over at fastholde det lave korttidsfravær – vil have fokus på at sænke langtidsfraværet. Det vil ske ved, at der sættes fokus på trivsel samt både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, med en række tilbud til arbejdspladserne. Samtidigt vil det blive indskærpet for lederne, at kommunens sygefraværspolitik og vejledninger skal overholdes.

Dragør Kommunes administration vil til sommer evaluere – og eventuelt tilrette tilbuddene, hvis man ikke ser den ønskede virkning.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk